28. marts 2024

Foto: Politi.dk

Foto: Politi.dk
Torsdag formiddag ved 10.30-tiden fik politiet og alarmcentralen mange opkald om en bilist, som ved Tuse kørte på Holbækmotorvejen mod øst, men i det vestgående spor.

Politiet sørgede for, at der blev udsendt en advarsel via trafikradioen og sendte flere patruljevogne til motorvejen for at få bilisten standset.

En politimand, som kørte i sin private bil, bemærkede spøgelsesbilisten øst for afkørsel 18 Holbæk Øst ved Arnakke og undveg bilen, der kørte i 2. vognbane. Politimanden vendte skyndsomt rundt via afkørsel 18 og fik kort efter kontakt med bilisten, der var standset bag afspærringen ved et vejarbejde på motorvejen ved Arnakke.

Bilisten var en 78-årig mand fra Valby, der var ædru, men som ikke havde noget kørekort. Det havde han mistet for mange år siden, men aldrig generhvervet.

Den 78-årige blev sigtet for diverse overtrædelser af færdselsloven, blandt andet for kørsel uden førerret. Han blev efter afhøringen henvist til at bruge offentlige transportmidler. Bilen sørgede politiet for at få fjernet fra motorvejen.