28. marts 2024

Arkiv foto: Rolf Larsen.

Arkiv foto: Rolf Larsen.

En 25-årig mand fra Tølløse blev i nat kørt på hospitalet efter et færdselsuheld på Holbækmotorvejen.

Manden kom kort før klokken 02.00 kørende på en 45-knallert mod trafikken på Holbækmotorvejen og ind i en modkørende varebil.

I første omgang var meldingen, at knallertkøreren var sluppet med brud på ben og arm, men hospitalet har efterfølgende meddelt at hans tilstand er kritisk.

Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Simon Schwaner, oplyser at politiet har mistanke om at knallertkøreren var påvirket af alkohol, og at det kan have været en medvirkende årsag til ulykken.