28. marts 2024

På lørdag er der sundhedsdag i Ahlgade. Her vil Holbæk Kommune, Region Sjælland og en lang række patientforeninger med boder og forskellige aktivitetersætte fokus på sundheden.

”Kend din Sundhed” er årets tema, og formålet med dagen er at give både unge og ældre oplysning om, hvordan de kan varetage deres egen sundhed, og hvilke støttemuligheder patientforeninger, Region Sjælland og Holbæk Kommune kan tilbyde.

Holbæk Kommune og Region Sjælland vil sammen med Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen og andre patientforeninger omdanne Ahlgade til et rent sundheds-mekka med boder, oplæg og aktiviteter. Her vil der være rig mulighed for at få testet sin egen sundhed og få gode råd til at fastholde eller forbedre den. Der vil også være masser af inspiration og vejledning at hente for mennesker med en kronisk sygdom.

Sundhed er sjovt
Dagen bliver krydret med oplæg af blandt andre tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, der på en humoristisk facon vil komme med tips og tricks til bedre sundhed. Det sker klokken 10.30. Musikskolen Holbæk vil desuden sørge for smukke toner og levende rytmer, og gæsterne kan også selv få rørt kroppen, for klokken 12.35 bliver der budt op til ZUMBA-dans ved Elefantapoteket.

Holbæk Kommune byder også ind med forskellige tankevækkende eller sjove aktiviteter. Man kan blandt andet prøve Ungdomsområdets mobile klatrevæg, smage alkoholfrie drinks eller høre om kommunens rygestop-kurser.

Sundhedsdagen arrangeres af Sundhedscentret i Holbæk Kommune samt frivillige repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Hjernesagen, Anonyme Alkoholikere, regionsrådet og byrådet.

Dagen starter klokken 10 og varer frem til klokken 14.

Se også: Web-TV: Sundhedsdag i Holbæk (2011)