Sommeren kan nu nydes i svømmehallen

Holbæk Svømmehal holder som noget nyt åbent hele sommeren. Arkiv foto: Holbaekonline.dk

I år kan holbækkere og turister ikke kun tage en dukkert i fjorden, de kan også springe i vandet i Holbæk Svømmehal. Som et forsøg holder svømmehallen nemlig åbent hele juli måned.

Normalt lukker svømmehallen dørene i juli måned, men i år har Holbæk Kommune valgt at holde svømmehallen åben hele sommeren. Fra den 2. til den 27. juli har svømmehallen ekstraordinært åbent mandag til fredag, og i de to sidste uger af skoleferien er den normale åbningstid erstattet af en længere åbningstid, der ligger tidligere på dagen.

Emrah Tuncer, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid, glæder sig over det nye tilbud:

– Sommerferien kan være lang for nogle børn og unge, og derfor vil vi meget gerne, at der er nogle gode og spændende aktiviteter, de kan kaste sig ud i. Og jeg sikker på, at det nok skal blive populært at tage en dukkert i svømmehallens kølige vand.

Samtidig understreger han, at også turister kan få glæde af sommersvømningen – især hvis sommervejret svigter, og der er behov for indendørs aktiviteter. På den måde er det et godt supplement til andre gode turisttilbud som eksempelvis museet, Nyvang og Tyrkisk Bad.

Klubben svømmer også
Sommerordningen har desuden den fordel, at Holbæk Svømmeklub får en endnu bedre forberedelse op til det kommende DM. Der er nemlig lavet en aftale om, at de kan benytte bassinerne uden for den offentlige åbningstid.

Efter sommerferien bliver ordningen evalueret, så Holbæk Kommune kan afgøre, om sommersvømning skal være en tilbagevendende begivenhed. Det samme gælder Ugerløse Friluftsbad, hvor der i år også er ekstraordinært åbent i sommerperioden.

One thought on “Sommeren kan nu nydes i svømmehallen

Skriv et svar