28. marts 2024

Fødevarekontrollen kvitterede indsatsen med at få styr på vedligeholdensen i SuperBest i Smedelundsgade med fem glade smileyer Arkiv foto: Rolf Larsen

Fire sure smileyer til SuperBest i Smedelundsgade. Foto: Rolf Larsen
Fire sure smily’er og bøder for 15.000 kroner – det var resultatet, da Fødevarekontrollen i midten af maj besøgte SuperBest i Smedelundsgade.

Holbaekonline.dk har gennemgået i alt fem rapporter, som Fødevarekontrollen udarbejdede efter sit besøg den 14. maj. Af de fem er fire forsynet med en sur smiley og en har fået en halvglad smiley.

Manglende vedligeholdelse gav bøder
I SuperBest har man tilsyneladende et problem med hygiejne og vedligeholdelse, for i alle fem rapporter er der anmærkninger om netop det.

En isfryser i forretningen var belagt med gamle aflejringer og et hul i gulvet til afløb i butiksområdet var ikke tilstrækkeligt afdækket ifølge Fødevarestyrelsen. Ifølge rapporten var SuperBest uening med fødevarekontrollen, og mente at flisen som dækkede hullet var tilstrækkeligt. Selvom virksomheden ikke var enig, så kostede det en bøde, fremgår det af rapporten.

I Delikatessen var den også gal. Her var en lampe i emfang itu/revnet og loftet i produktionsområdet var afskallet, ligesom varmeboks i salgsområdet var revnet og klistret sammen med tape. Desuden var hylder sat sammen med snor og ståltråd. Fødevarekontrollen havde ellers alelrede gjort opmærksom på dette problem da man var på besøg den 28. februar. Alligevel var det ikke blevet ændret. Så SuperBest fik endnu et bødeforlæg for den manglende vedligeholdelse.

I Slagterafdelignen kiggede Fødevarekontrollen også på hygiejnen, for ved sidste besøg havde kontrollen anmærkninger til rengøringen. Det var der kommet styr på, så denne gang var der ingen anmærkninger til rengøringen. Men tilgengæld var den også gal med vedligholdelsen – og dermed hygiejnen – i afdelingen.

Fødevarekontrollen konstaterede, at der på trækanter i kødkølerum var belægninger mmed sort vækst, at kanter på rullebånd er rustne og ventilationsriste i kølerum var afskallet/nedslidte. En kølerumsdør var buet/skallet og fremstod ikke rengøringsvenlig – der var grønne aflejringer på kanter og i rude. Desuden var et vindue i produktionsafdelingen itu. Det var også galt, da fødevarekontrollen var på besøg i februar. Så også dette fik SuperBest en bøde for.

Det fremgår af kontrolrapporten, at virksomheden oplyste at ruden ville blive udskiftet senere samme dag, at trækanterne ville blive udskiftet ugen efter og at døren udskiftes snarest.

I alt blev der udskrevet bødeforlæg for 15.000 kroner ved kontrollen.

I ostafdelingen var der ikke problemer med vedligehodelsen, men her var den gal med rengøringen. Der var støv og gamle belægninger på køleanlæg/blæser, dørkarme og lamper i ostkølerum, og karme omkring indgangsdøren var belagt med sort belægning af skimmellignende vækst.

Til det havde virksomheden følgende bemærkning: Ostkølerum vil blive nedlagt og fødevarer fra rummet vil blive flyttet til andet kølerum.

Efter besøget fik Ostafdelingen en halvglad smiley – det var dermed den bedste Smiley forretningen fik ved kontrolbesøget.

På trods af fire sure smileyer - fortsatte SuperBest med at skilte med Elite-smiley ved indgangsdøren i Smedelundsgade. Billedet er taget i dag ved middagstid. Foto: Rolf Larsen.
Skilter ulovligt med Elite-smiley
Da Holbaekonline.dk i dag ved middagstid lagde vejen forbi SuperBest, reklamerede man stadig overfor kunderne med, at man havde Elite-smiley.

Og det er slet ikke lovligt og kan medføre bøde, hvis Fødevarekontrollen konstaterer det samme. Ifølge sektionsleder i Fødevareafdelingen i Ringsted Ann Dupont, så må man ikke have en Elite-smiley hængende på sin indgangsdør, hvis virksomheden ikke har Elite-smiley status.

På spørgsmålet om hvilke konsekvenser det kan få for en virksomhed at skilte med Elite-smiley uden at være berrettiget til det svarer hun:

– Generelt afhænger det af det enkelte tilfælde. Der kan være tale om en misforståelse, hvis en virksomhed har flere afdelinger med Elite-smiley og en enkelt uden. Så må virksomheden ikke reklamere med en Elite-smiley og det vil vi så vejlede om. Men hvis der er tegn på bevidst vildledning fra virksomhedens side, og den slet ikke har nogen Elite-Smileyer, så læner den sig gevaldigt op ad en bøde, fortæller sektionsleder i Fødevareafdelingen i Ringsted Ann Dupont til Holbaekonline.dk og gør opmærksom på, at hun udtaler sig generelt og ikke om den konkrete sag.

Læs også: Butikschef: Tingene er bragt i orden