Butikschef: Tingene er bragt i orden

SuperBest i Smedelundsgade fik fire sure smileyer af Fødevarekontrollen i midten af maj. Foto: Rolf Larsen.

Holbaekonline.dk kontaktede fredag eftermiddag butikschef i SuperBest i Smedelundsgade Kim Voss for en kommentar til kontrolrapporterne.

Ifølge de fem kontrolrapporter fra Fødevarestyrelsens besøg, som vi skrev om i en anden artikel, var der bl.a. fundet grønne belægninger på en kølerumsdør og sorte vækster på nogle trælister i kødkølerum. Desuden var der fundet et hul i et gulv i butikken, som fødevarekontrollen ikke mente var godt nok afdækket.

Kim Voss var på vej til Hamborg og havde travlt. Men han fortalte, at man efter kontrolbesøget fra Fødevarestyrelsen den 14. maj har bragt tingene i orden og, at man siden har haft to interne kontroller.

Ifølge butikschef Kim Voss er det en fejl, at SuperBest så sent som i dag skiltede med Elite-smiley. Foto: Rolf Larsen.
Fejl at skilte med Elite-status
På spørgsmålet om det er en fejl, at SuperBest i dag klokken 12 stadig skiltede med Elite-Smiley, svarede han:

– Selvfølgelig er det en fejl. Det er jo ulovligt. Jeg ringer og får det pillet ned med det samme.

Kim Voss kunne yderligere oplyse, at Fødevarekontrollen kommer på genbesøg i næste uge og han er sikker på, at tingene så bliver fundet i orden.

Læs også: Fire sure smileyer til SuperBest – på een gang

Skriv et svar