28. marts 2024

Indtil videre har forsøget med El-biler sparet 7,2 ton CO2. Arkiv foto.

Indtil videre har forsøget med El-biler sparet 7,2 ton CO2. Arkiv foto.

Elbil-operatøren ChoosEV og Holbæk Kommune har gennem det seneste år givet borgere i kommunen mulighed for at afprøve en elbil. Projektet er nu halvvejs og bilerne har kørt 96.500 kilometer.

De mange kilometer svarer til, at testkørerne i Holbæk Kommune har kørt 2,4 gange rundt om jorden. I forhold til den samme kørsel i en tilsvarende traditionel bil er der sparet ca. 7,2 ton CO2.

– Det er tankevækkende, at et afgrænset projekt kan føre til en så stor nedgang i CO2-udledningen. 36 testfamilier i Holbæk Kommune har nu afprøvet en elbil. Det er med til at bane vejen for, at flere med tiden vil skifte over til en elbil, siger borgmester Søren Kjærsgaard.

Den 10. maj overdrages bilerne for femte gang til et nyt hold testpiloter. Det sker på Holbæk Museum, hvor bilerne – ligesom datidens gamle hestevogne – triller CO2-neutralt gennem museets gamle hesteport.

Stor interesse for at blive testkører
Alexander Schou Nielsen, der er Projektchef hos ChoosEV, fortæller om stor interesse for at blive testpilot. Over 400 borgere i kommunen har allerede tilmeldt sig som testkørere, men flere kan nå at komme med i puljen. Det næste hold testpiloter vælges den 30. juli.

– Borgerne i Holbæk Kommune har vist stor interesse for projektet. Vi vil fortsat opfordre flere til at søge, fordi det giver os et endnu bedre grundlag for at sammensætte testpiloter i forhold til de kriterier, der er opsat for testenelbil.dk, siger Alexander Schou Nielsen

Testpiloterne vælges ud fra forskellige parametre som f.eks. alder, familiesammensætning, kørselsbehov og kørselsmønster. Har man lyst til at være testpilot kan man fortsat melde sig til på testenelbil.dk.

Egen ”tankstation” i hjemmet
Testpiloterne og deres familier får stillet elbilen til rådighed i tre måneder. Bilen skal indgå i familiens daglige gøremål for at undersøge, hvordan elbilen passer ind i danskernes hverdag og fungerer i samspil med el-nettet. Sammen med elbilen får testpiloten opsat en ladeboks, der fungerer som hjemmets egen ”tankstation” i testperioden. På projektets blog, hvor man skal dele ud af sine erfaringer, skriver en testpilot:

”Jeg savner ikke tankstationerne. Hvor er det bare dejligt at slippe for at stå og fryse og nørkle med betalingskortet på tankstationen! Og stanken af benzin og diesel på fingrene forfølger ikke én med ind i bilen.”

Om ”testenelbil.dk”:”Testenelbil.dk”-projektet løber indtil foråret 2013 i Holbæk Kommune, hvor omkring 80 familier i kommunen har haft fornøjelsen af at køre på strøm i tre måneder.

Bag projekt ”testenelbil.dk” står elbiloperatøren ChoosEV A/S, der er ejet af energiselskaberne SE og
SEAS-NVE. ”Testenelbil.dk” er Europas største elbil-projekt, som er støttet af partnere i erhvervslivet,
samt Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, som alle samarbejder om at blive klogere på elbilens placering i det danske samfund.

1 thought on “Forsøg med elbiler har sparet 7,2 ton CO2

Comments are closed.