Nu kommer der ekstra ledelse i rengøringen

Nu skal der ekstra ledelse på rengøringen i Holbæk Kommune. Collage: Holbaekonline.dk
Holbæk Kommune har holdt ekstraordinært møde med firmaet Forenede Service, som 1. marts overtog rengøringsarbejdet på en lang række af kommunens ejendomme.

Flere medarbejdere har klaget over forholdende, efter Forenede Service overtog rengøringen og derfor har firmaet og Kommunen holdt et ekstraordinært møde for at skabe overblik over situationen.

På mødet blev begge parter enige om, at det de kalder begyndervanskelighederne kan klares gennem handling og godt samarbejde.

Forenede Service vil derfor i den kommende tid sætte ekstra ledelse på, så medarbejderne får bedre instruktion i nyt materiel og nye rengøringsmidler, og så der bliver tid til besøg på enhederne for at skabe bedre kontakt mellem selskabet, rengøringsmedarbejderne og brugerne.

De steder, hvor der har været særlige problemer, vil der blive sat ekstra fokus på i den kommende tid, og nogle steder vil der blive gjort hovedrent for at få niveauet op til daglig standard.

Direktør i Holbæk Kommune Anders Asmind lover, at der vil blive holdt øje:

– Fra kommunens side vil vi fortsat holde øje med, at den standard, vi har aftalt, bliver nået til aftalt tid.

– Heldigvis er det de fleste steder gået fint, og rengøringspersonalet har løftet opgaven godt sammen med enhedernes daglige ledelse trods en stor omvæltning i deres daglige arbejdsliv. Det vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse af, slutter Anders Asmind.

Skriv et svar