28. marts 2024

Med en sundhedsvejleder som tur-guide kan ældre mennesker komme i gang med de gåture, det ellers er svært at tage sig sammen til. Initiativet hedder ”Gang i hverdagen” og er et motionstilbud fra Holbæk Kommune.

Foråret kigger forsigtigt frem, og solen og den friske luft inviterer til udendørsaktiviteter. Alderdom og gangbesvær skal ikke være en hindring for at komme ud og gå en tur, så derfor arrangerer sundhedsvejlederne fra Holbæk Kommune gåture forskellige steder i kommunen. Tempo og længde er tilpasset, så mennesker med stok og rollator også kan være med.

Dorte Simonsen er en af de sundhedsvejledere, der står for arrangementet, og hun fortæller, at det er nemt at komme i gang:

– Vi sundhedsvejledere henter én gang om ugen de tilmeldte ved deres hoveddør, og efter en kortere gåtur i området, sørger vi for at følge alle hjem igen. Vi tager det stille og roligt, og man skal bare tage det første skridt, så er man i gang med at motionere.

Hele turen foregår sammen med andre, så ingen kommer til at gå alene.

Fra sted til sted
Sundhedsvejlederne vil i de kommende måneder finde forskellige egnede områder, for eksempel en gade eller et mindre boligområde, og så forsøge at starte ”ganghold” op.

– Vi starter ét sted i kommunen, og når vi har været i gang et stykke tid, håber vi, at der er etableret et godt sammenhold, så deltagerne kan holde hinanden fast i at gå hver uge. Så vil vi nemlig trække os og starte en gruppe op et andet sted. Sådan vil vi fortsætte rundt omkring i kommunen, forklarer sundhedsvejlederen.

Ældre i området får en invitation i postkassen, og så skal de blot melde sig til. Borgere, der ikke bor i området, er også velkomne – de skal bare møde op ved startstedet.

Hvis man som borger har lyst til selv at starte et ”ganghold” op, kan man kontakte og få hjælp af sundhedsvejlederne. De kan kontaktes på 72 36 62 35