19. april 2024

Holbæk Kommune har succes med det døgnbemandede Akut Team.

Som en af blot syv kommuner i hele landet har Holbæk Kommune gjort forsøg med et såkaldt akuttilbud, der består af en gruppe rådgivere, der døgnet rundt står klar til at støtte psykisk sårbare mennesker, der pludseligt får svært ved at magte livet. De kan få støtte og vejledning over telefonen, og hvis det er nødvendigt, kan teamet også tilbyde et eller flere personlige møder enten i kommunens lokaler eller hos borgeren selv.

Lene Tolborg er en af rådgiverne i Akut Team, og hun oplever, at Akut Team gør en stor forskel ikke blot for brugerne, men også for de medarbejdere der er i kontakt med psykisk sårbare borgere.

– Det er vidt forskellige mennesker, der henvender sig, og mange giver udtryk for, at vores tilbud har været en stor støtte. Bare dét at vi er der, og at de altid kan kontakte os, skaber ro og tryghed, og i nogle tilfælde er det nok til, at de kan klare sig i en svær situation. Samtidig er det rart for eksempelvis politiet og medarbejderne i dagbehandlingstilbuddene at kunne henvise psykisk sårbare borgere til Akut Team – også om natten og i weekenden, fortæller hun.

Hjælpen er efterspurgt
Akut Team har eksisteret siden marts 2010 og er netop blevet evalueret af et eksternt konsulentfirma. Evalueringen viser, at der er stor søgning til tilbuddet, og at teamet gør en forskel. Således var der i 2011 over 2700 henvendelser, og konsulenterne vurderer, at teamets hurtige indsats har haft stor menneskelig betydning og desuden har medført, at mere indgribende og omfangsrige tilbud har kunnet undgås.

Louise du Plessis de Richelieu, der er formand for Udvalget for Voksne i Holbæk Kommune, glæder sig over resultaterne:

– Der er tale om mennesker, der kan være vanskelige at nå, fordi de ofte er i en meget ulykkelig situation. Derfor er det virkelig positiv, at medarbejderne i Akut Team har formået at gøre tilbuddet synligt og tilrettelægge hjælpen, så borgerne får den støtte, de ønsker og har brug for, fortæller hun.

De gode resultater kan skyldes, at teamet kan reagere meget hurtigt og dermed i mange tilfælde når at hjælpe til, inden situationen eskalerer yderligere. Når en borger henvender sig, hjælper medarbejderne nemlig med at genskabe overblikket over situationen, så vedkommende igen kan magte situationen.

– Vi kan ikke løse deres problemer, men vi giver dem rum til at snakke, græde, eller hvad de nu har behov for, og vi hjælper dem til at lave en handleplan, hvor de for eksempel får klaret de helt umiddelbare praktiske opgaver og kontaktet deres personlige netværk, forklarer Lene Tolborg.

Akut Team sagsbehandler ikke og yder heller ikke psykologisk eller psykiatrisk behandling, men de hjælper gerne borgeren i gang med de rette tilbud.

Forsøget med Akut Team er finansieret af Socialministeriet og løber til udgangen af 2012, hvorefter det bliver afgjort, om Akut Team skal indgå som et tilbud under Holbæk Kommune.