250.000 kroner til renovering af Æglageret

Holbæk Kommune giver tilskud og lån til renovering af Æglageret. Foto: Rolf Larsen.

Byrådet har besluttet at give et tilskud og et lån til renovering af Æglageret.

Beslutningen blev truffet på byrådsmødet i onsdags på baggrund af en bygningstilstandsrapport fra 2009, som påpegede at Æglageret har behov for en gennemgribende renovering.

Bygningen, der er ejet af Den Selvejende Institution Æglageret, er tegnet af Holbæk-arkitekten Vilhelm Olsen og betragtes i dag som en stor arkitektonisk perle med stor bevaringsværdi.

RealDania har tidligere givet støtte på 125.000 kroner til en brugerundersøgelse og udarbejdelse af en udviklingsplan, som også omfatter en bygningsrenovering.

I udviklingsplanen er renoveringsarbejdet opdelt i tre etaper, hvor 1. etape omfatter en udvidelse af formidlingsområdet inkl. kunstudstilling i forbindelse med ægmuseet samt nyindretning af billetsalg og mini-café.

Realdania har efterfølgende givet tilsagn om støtte med yderligere 500.000 kr. til bygningsrenovering under 1. etape under forudsætning af, at Æglageret selv kan skaffe min. 400.000 kr.

Æglageret har skaffet 150.000 kroner fra fonde og der manglede således 250.000 kroner i finansieringen af 1. etape. Dem har man nu fået tilsagn om fra Holbæk Kommune i form af et tilskud på 164.000 kroner og et lån på 86.000 kroner.

De 164.000 kroner gives til energirenovering. Det medfører et reduceret tilskud til Æglageret på knap 10.000 kroner, svarende til den forventede energibesparelse.

Lånet på 86.000 skal tilbagebetales til Holbæk Kommune over 10 år, med en ydelse på 8.600 kroner om året. Ydelsen modregnes i driftstilskuddet.

Skriv et svar