Kommunen: Tilsyn med behandlingstilbud på de interne skoler

Holbæk Kommune udvider nu tilsynet med private opholdssteder og dagbehandlingstilbud for børn og unge.

Ifølge loven skal Holbæk Kommune føre tilsyn med indhold og metode på alle opholdssteder og i dagbehandlingstilbud. Derimod er kommunen ikke forpligtet til at føre tilsyn med de behandlingstilbud, børn og unge modtager på de interne skoler, der ofte er tilknyttet de enkelte tilbud.

Selvom loven ikke kræver det, vil Holbæk Kommune alligevel opsige de nuværende undervisningsoverenskomster med de private opholdssteder og dagbehandlingstilbud. Derved banes vejen for en udvidelse af tilsynet, så det også omfatter behandlingstilbuddene.

– Når kommunerne bevilger undervisning på et opholdssted sker det i sammenhæng med en pædagogisk behandlingsindsats. Derfor er det helt afgørende at føre tilsyn med hele tilbuddet herunder også behandlingstilbuddene i de interne skoler. Kun på den måde får vi et samlet overblik over de forhold, der berører barnets eller den unges trivsel, siger Rene Junker.

Direktøren understreger, at kommunen ikke har grund til at tro, at der er problemer med behandlingstilbuddene.

– Jeg vil gerne understrege, at der ikke ligger mistillid bag beslutningen om at udvide tilsynet. Men som kommune har vi brug for det fulde billede af tilbuddene både i forhold til kvalitet og økonomi, og her hører behandlingstilbuddene på de interne skoler naturligt med, siger Rene Junker, der er direktør i Børn, unge og familier i Holbæk Kommune.

Den varslede ændring af tilsynet og opsigelse af overenskomsterne skaber naturligvis en vis usikkerhed på de enkelte opholdssteder og dagbehandlingstilbud. Derfor har Holbæk Kommune rykket en tidligere udmeldt frist, så man kan nå at forhandle nye kontrakter på plads inden de gamle udløber.

– Vi har ingen intention om at rive tæppet væk under de interne skoler. Både Holbæk og mange andre kommuner benytter sig flittigt af de kompetencer, der findes på de interne skoler. Derfor skal der også være en fornuftig tidsplan, så det enkelte tilbud har sikkerhed i den kommende tid. Det er vigtigt, mener Rene Junker.

I alt omkring 350 børn – typisk med sociale og følelsesmæssige problemer, der gør det svært at følge almindelig undervisning – modtager i dag en særligt tilrettelagt undervisning i Holbæk Kommune. Der er ofte tale om en kombination af et behandlingstilbud og et undervisningstilbud.

Skriv et svar