29. marts 2024


Her ved årsskiftet er det traditionelt tid til at kigge tilbage på året der gik. Og det har, på alle måder, været et specielt år for Holbaekonline.dk.

Hvad de færreste nok ved, så kunne Holbaekonline.dk i 2011 holde 10 års jubilæum. Siden startede i 2001 som en portal for Holbæk, med ganske få nyheder. Efterhånden udviklede Holbaekonline.dk sig til at være en reel internetbaseret lokalavis for Holbæk og omegn.

Et af vores mål er, at vi gerne vil være med til at sætte dagsordenen i lokalsamfundet gennem en aktiv journalistik. Og det kan man vist roligt sige, at vi har været med til i det forgangne år.

Vi har forsøgt at holde styr på alle aspekterne i sagen om Holbæk-Orøfærgen, vi satte spørgsmålet om Orøs fremtid på dagsordenen, vi fulgte plejeskandalen på Skarridsøhjemmet, tog skandalen på Abildgården op og så var vi aktivt med under skolestrukturdebatten.

Vi har dækket Nordvest FCs kamp for at holde sig ovenvande i 2. division øst, vi har lavet indslag om Holbæk og omegns historie og vi har dækket de dagligdags nyheder med alt fra oversvømmelser og brande til kunst og kultur.

Udvikling og inovation
Et medie kan hurtigt komme til at gå i stå. Sådan et medie vil Holbaekonline.dk ikke ende som. Derfor forsøger vi hele at eksperiementere med nye platforme og ideer.

Internettet byder på mange forskellige muligheder, og dem vil vi gerne vil udnytte. Derfor producerer vi, udover almindelige artikler og fotos, f.eks. også web-tv indslag, lydindslag og såkaldte soundslides.

Lokale nyheder
Mens andre medier vil bringe nyheder fra verdens ende – eller sidde i Vordingborg og rapportere om Holbæk, så vil vi gerne blive endnu mere lokale i det nye år. For at det kan lade sig gøre, håber vi på læsernes velvilje til, at fortælle os hvad der sker af ting i netop deres lokalområde.

Med de ord, vil jeg ønske dig, kære læser, et rigtig godt nytår!

Rolf Larsen, redaktør