Rejsekort dumper i brugervenlighed

Rejsekort får kritik for brugervenligheden i ny DTU underøgelse. PR Foto.
En ny såkaldt userbility-test af Rejsekort fra DTU viser, at kunderne har svært ved at forstå det. Det skriver websitet Version2.dk.

Undersøgelsen er lavet af studerende på kurset ’design for interaction’ på DTU. De studerende testede systemet mede 67 tilfældige rejsende, som ikke havde prøvet systemet før. Og resultatet var entydigt: Der er mange usability-problemer, når folk skal i gang med at bruge Rejsekort.

Glemmer at checke ud
Indtil Rejsekort blev indført skulle man blot huske at klippe sit klippekort eller vise periodekortet til chaufføren når man steg på. Med Rejsekortet skal man også huske at checke ud – og det er der mange der glemmer.

– Man glemmer meget nemt at tjekke ud, når man stiger af, og Rejsekort hjælper dig ikke. Terminalerne til at checke ud ligner dem til check-in på en prik, bortset fra et lille skilt øverst. Og de kan placeres meget bedre på stationerne, så de står lige der, hvor man går, når man stiger af, siger adjunkt ved DTU Management Ali Gürcan Özkil til Version2.

Mest problematisk var den automat, som står på alle stationer. Den skal bruges til de mere avancerede rejser, hvis man for eksempel skal have en cykel med eller rejse to på ét kort, og til at tanke rejsekortet op.

– Her er der rigtig store problemer med interaktionen. Sådan en maskine har aldrig været brugt før i Danmark, og over halvdelen af de 67 brugere fandt aldrig ud af, hvad de skulle gøre, siger Ali Gürcan Özkil til Version2.

Brugerne havde også svært ved at finde ud af, hvordan man rejser to på et kort. Mange mente, at man så bare skulle tjekke ind og ud to gange, men her skal man bruge den svært gennemskuelige automat på stationen, eller spørge buschaufføren, hvis man tager bussen.

Plads til forbedringer
Ali Gürcan Özkil mener, at der er plads til forbedringer af brugervenligheden og at Rejskort kan gøre mere for at informere brugerne om hvordan systemet fungerer.

– Der er i hvert fald plads til forbedringer. Det er fint at modernisere billetsystemet, men når de tager sådan nogle store paradigmespring, skal de kommunikere meget mere klart til de rejsende, hvordan man skal bruge systemet, siger Ali Gürcan Özkil til Version2.

Skriv et svar