28. marts 2024

Politikommisær Otto Storm Hansen uddeler julehilsner på Holbæk Station. Foto: Rolf Larsen.

Politikommisær Otto Storm Hansen uddeler julehilsner på Holbæk Station. Foto: Rolf Larsen.
Politiet delte her til morgen julehilsner ud til de rejsende på Holbæk Station.

Der var dog ikke tale om den slags hilsner, man normalt forbinder politiet med i december måned, men om postkort med gode råd til at undgå tyverier og indbrud i julen.

– Vi håber at folk tænker sig om, både hjemme og når de er ud og handle ind til julen, fortæller politikommisær Otto Storm Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi, til Holbaekonline.dk, da vi møder ham tidligt i morges på Holbæk Station.

De travle morgenrejsende tog godt imod politiets hilsner:

– Nogen er stoppet op og har spurgt om det her, men de fleste har bare taget imod vores hilsen og hastet videre til tog eller bus, siger Otto Storm Hansen.

Fik god hjælp til at dele ud
Politiet fik hjælp fra de lokale Natteravne og SSP medarbejdere til at dele julekortene ud. SSP havde taget en gruppe unge med, som også gav politiet en hånd, så så mange rejsende som muligt, fik en hilsen med.

Det er første gang, at politiet på denne måde uddeler julekort, og det håbet at eventen fører til, at færre borgere bliver udsat for tyverier i den kommende tid.

Eventen fandt sted på flere stationer i kredsen; Ringsted, Køge, Solrød, Karlslunde, Hundige, Roskilde, Holbæk og Kalundborg.