28. marts 2024

Hvis man ikke har fået gjort det endnu, så kan det være en god ide at tage havemøblerne ind og sørge for, at alt andet står fast og sikkert.

Det rusker allerede godt i træerne. Men ifølge DMI vil Holbæk og omegn i løbet af eftermiddagen og aften kunne forvente vindstyrker op til storm fra vest og nordvest, 23 til 28 m/s, med vindstød op til orkan, 30 til 35 m/s.

Vinden kan blive så kraftig, at grene kan blive knækket af træer, træer kan vælte, tagsten rives af og løse ting kan blive kastet rundt i vinden.

Det kan altså være livsfarligt at færdes ude under både storm og orkan.

På de danske myndigheders kriseinformationsportal, Kriseinfo.dk, gives følgende råd i forbindelse med storm og orkan:

Inden storm/orkan:
– Lyt til vejrudsigten og følg myndighedernes anvisninger.
– Fjern alle løse genstande omkring huset. Fastgør det, du ikke kan fjerne. Fjern knækkede og visne grene, som kan være farlige, hvis de falder ned. Afstiv stilladser og andre svage konstruktioner.
– Luk alle døre, vinduer og porte forsvarligt.
– Parker ikke din bil i nærheden af høje huse eller under træer. Undgå især læsiden.
– Hav batterilygte og transistorradio parat, da strømmen kan svigte.

Under storm/orkan:

– Hold dig inden døre. Gå ikke ud under stormen for at fjerne løse ting, afdække et skadet tag eller lignende.
– Hold vinduer og døre lukkede, mens det stormer.
– Lyt til nyhedsudsendelserne og følg myndighedernes vejledning.

Hvis du alligevel vil bevæge dig ud:

– Undersøg trafiksituationen. Tjek om politiet fraråder unødig udkørsel.
– Tjek, om mobilnettet virker.
– Medbring mobiltelefon med opladt batteri.
– Undgå at færdes i skovområder og på broer.