29. marts 2024

Formand for Udvalget for Voksne Louise du Plessis de Richelieu (SF) har fuld tillid til konklusionerne i KLs rapport. Foto: Holbæk Kommune

Formand for Udvalget for Voksne Louise du Plessis de Richelieu (SF) har fuld tillid til konklusionerne i KLs rapport. Foto: Holbæk Kommune
Holbaekonline.dk har bedt formanden for Udvalget for voksne, 1. viceborgmester Louise du Plessis de Richelieu (SF)forholde sig til både KLs rapport om Skarridsøhjemmet og den kritik, som kommer fra Landsforeningen LEV (Læs her).

HO: Hvordan forholder du dig til de konklusioner, som KLs rapport kommer med omkring Ekstra Bladets artikler?

LR: Rapportens konklusioner er blevet til efter et meget omfattende forarbejde. Hver en sten er blevet vendt, konsulenterne har gennemgået over 1000 siders dokumentation fra myndigheder, læger, psykiatere og andre eksperter og interviewet de involverede parter. Derfor har jeg fuld tillid til konklusionerne, og jeg er lettet og glad for, at Skarridsøhjemmet har fået dette kvalitetsstempel.

HO: Formanden for Landsforeningen LEV Sytter Kristensen kalder rapporten for “lidt af et parts indlæg” og undrer sig samtidig over, at rapporten kan drage så skråsikre konklusioner, hvad er din kommentar til det?

LR: Som allerede nævnt bygger rapporten på et meget stort og grundigt materiale , hvilket naturligvis også er en af grundene til, at jeg har stor tillid til konsulenternes konklusioner. Det skal holdes op imod en EBjournalist , som var på stedet i 11 vagter. Det er så at sige 100 eksperter, ansatte, myndighedspersoner, pårørende og beboere mod en journalist. Jeg synes ikke, at der er noget der taler for, at den ene har ret og de 100 tager fejl. Der er ingen af os, som har nogen interesse i at beboere og personale bliver hængt unøddigt ud i pressen – det er jeg meget overbevist om, at LEV heller ikke er interesseret i – derfor synes jeg vi alle sammen skal glæde os over, at en så grundig rapport har givet Skarridsøhjemmet dette kvalitetsstempel.

Udvalgsformanden glæder sig på beboerneses, pårørendes og personalets vegne over blåstemplingen og syntes det forståeligt nok har været en meget vanskelig tid for dem.

Se også: Alle artiklerne på Holbaekonline.dk om Skarridsøhjemmet

2 thoughts on “Udvalgsformand: 100 eksperter mod én journalist

  1. Så lykkedes det politikerne og Holbæk Kommune og lægge låg på sagen.

    “Jeg synes ikke, at der er noget der taler for, at den ene (journalisten) har ret og de 100 tager fejl” – så må lort være lækkert for 10.000 fluer kan jo ikke tage fejl -vel?

  2. Ifg. KL rapporten på 145 sider giver du, Louise Richelien Skarridsøhjemmet en blåstempling?? Undskyld, men jeg tror ikke du har nærlæst rapporten. Et sted står der at en beboer vækkes kl. 6 om morgenen af nattevagten, og vises ud i badeværelset. Hvis han ikke selv kan bade hjælper nattevagten. Det forståes at nattevagten hjælper flere op, de vaskes, klædes på og får morgenmad, en skulle eks. have havregrød. Medicinen blev givet af dagvagterne, det var vel for at tjekke om beboerne var kommet op og alt var ok. De kunne aftale med beboer, hvis hun ikke ville have vasket hår om morgenen, var tilbuddet, at få vasket hår om aftenen. Typisk et dårligt fungerende sted, når meget af den personlige pleje bliver lagt over på aften-/nattevagten! Alt det i KLs rapport, der er malet over med sort, kan vel ikke tåle at se dagens lys?! Louise R. der har sikkert været trængsel ved håndvasken i denne sag. Jeg er frustreret og kan godt forstå hvis folk ikke vil klage – hvad nytte har det?? Og dog – Mange bække små, gør en stor Å. Inge Merete Christensen, sygehjælper, tidl. ansat i Holbæk Kommune.

Comments are closed.