29. marts 2024

I nat bemærkede en af politiets patruljer en personbil, der kørte med høj fart fra Smedelundsgade og ad Labæk mod øst.

Patruljen kørte efter og signalerede med udrykningssignaler, at føreren af bilen skulle standse. Føreren fortsatte dog med høj hastighed ad Munkholmvej, Kattegatsvej og Anders Larsensvej. På Præstevænget kørte føreren ind over et fortov, mistede herredømmet over bilen og fortsatte ind gennem en hæk.

Føreren af bilen – en 50-årig mand fra Holbæk – oplyste til politiet, at han havde forsøgt at køre fra politiet, fordi han havde drukket for meget.

Den 50-årige lugtede, ifølge politiet, kraftigt af spiritus, og han blev anholdt kl. 02.10 og taget med på politistationen, hvor han fik taget blodprøve.