Førtidspensionister i job igen

Holbæk Kommune har haft succes med at få førtidspensionister tilbage i arbejde.

Årsagen til successen skal findes i projektet “Fra førtidspension til job”, som Jobcentret startede i april 2010. 150 førtidspensionister mellem 18 og 50 år valgte at deltage. Siden er hver anden projektdeltager kommet i job. Dermed er projektets mål om 60 etablerede jobs for længst i hus.

Øget selvværd for førtidspensionisterne
Ud af de 75 førtidspensionister, der har fået et job, er 18 kommet i ordinært job. 51 har fået et job med løntilskud, mens seks er i frivillige jobs. Alle projektdeltagere beholder deres førtidspension og arbejder typisk 10-12 timer om ugen. Og netop muligheden for at fungere aktivt på arbejdsmarkedet har været til stor personlig gevinst for mange af førtidspensionisterne.

– Vi oplever ganske tit, at førtidspensionisterne fortæller, hvilken kæmpe forskel det har gjort i deres liv, at de har fået et job. De føler nu, at de er noget værd, og at der er brug for dem. Og det betyder også noget for deres rolle i familien. De kan sige til deres børn, at de også går på arbejde som andre børns forældre, fortæller Helle Brandt, der er leder på projektet.

Virksomheder med åbne arme
Projektet var aldrig blevet så stor en succes, hvis ikke virksomhederne havde været interesseret i at ansætte førtidspensionisterne. Og der har fra projektets start været en meget stor villighed til netop det:

– Vi har haft et rigtig godt samarbejde med virksomhederne. De har virkelig taget ansvar, og det er meget sjældent, at vi har fået et nej, når vi er kommet og spurgt, om de ville ansætte førtidspensionisterne, siger Helle Brandt.

Projektet fortsætter
Det er Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har finansieret projektet, og det er sat til at slutte i november i år. Men Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse valgte tidligere i år at overtage finansieringen og lade projektet fortsætte, og fra 2012 bliver projektet permanent og en del af budgettet. Og det er der tilfredshed med i udvalget.

– Jeg er glad for, at vi vælger at fortsætte projektet, der på flere fronter har vist sig at være en succes: Der er blevet oprettet flere arbejdspladser i Holbæk Kommune. Og samtidigt har en gruppe mennesker med fysiske og psykiske gener fået et bedre livsindhold og en øget livskvalitet, siger Kenny Jensby, der er formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse.

Skriv et svar