Teaterfestival i Holbæk

Til næste år slår Holbæk dørene op for DATS´ Landsteaterfestival 2012. En festival der byder på et bredt og spændende udvalg af amatørteater på højeste niveau.

Arrangementet bliver afholdt af DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed, i samarbejde med Holbæk Kommune og de lokale teatergrupper Elverfolket, Teaterrødderne, Kundby GF Teater og Holbæk Dramatiske Klub.

– Jeg er utroligt glad for, at vi kan få et kulturarrangement af denne kaliber til Holbæk Kommune. Det giver vores borgere en enestående chance for at se et bredt udvalg af amatørteater på et højt niveau. Og så er en begivenhed som denne også med til at sætte Holbæk på landkortet. Derfor er der fuld opbakning til festivalen fra politisk side, fastslår Emrah Tuncer der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Holbæk Kommune har bevilliget 50.000 kroner til arrangementet.

Fantastisk lokal opbakning
– Vi har oplevet en hel fantastisk opbakning fra Holbæks teatermiljø og skoler og ikke mindst fra Holbæk Kommune. Kommunen har ikke blot bevilliget et større beløb, så Teaterfestivalen 2012 muliggøres, men har også et udtalt ønske om at følge planlægningen og komme med sparring og gode ideer. Dette så festivalen kan blive en intens teateroplevelse for deltagerne og kommunens borgere, udtaler Freddy Harthimmer, der er en af de ansvarlige i den lokale arrangørgruppe.

Mange forskellige genrer
Teaterfestivalen er en årligt tilbagevendende begivenhed og én af hjørnestenene i DATS´ virksomhed. På festivalen præsenteres 10–12 forestillinger fra hele landet med ca. 150 aktive på eller bag scenen.

– Og der vil blive budt på forestillinger indenfor en mangfoldighed af genrer: det traditionelle, det eksperimenterende, det alvorlige, det morsomme, det musikalske og så videre, fortæller Tina Holm-Jensen, der er informations- og projektmedarbejder i DATS.

Ifølge Tina Holm-Jensen vil forestillingerne blive diskuteret i et åbent forum for alle interesserede med henblik på videreudvikling af skuespillet, repertoirevalget, iscenesættelsen og de scenografiske løsninger. Diskussionerne vil blive ledet af to professionelle teaterfolk.

Forestillinger i byrummet
Alle forestillinger vil være åbne for offentligheden og have gratis adgang. Og på nuværende tidspunkt ligger det fast, at der vil være forestillinger på Kulturkasernen, Holbæk Teater, Fair Play og Elværket.

– Derudover kunne det være spændende om der også kunne afvikles et eller flere teaterstykker ude i det offentlige byrum, hvorved flere borgere formentlig vil få kendskab til teaterstykkerne, forklarer Brian Ahlquist der er kultur- og fritidschef i Holbæk Kommune. Han fortsætter:

– Og så kunne man fx også forestille sig, at gennemføre en forestilling på et af kommunens plejecentre. Men alt det bliver vi klogere på undervejs i den videre planlægning. Men alle borgere i Holbæk Kommune vil utvivlsomt få let adgang til at opleve festivalen på nærmeste hold.

Teaterfestivalen finder sted i Holbæk i dagene den 11. – 13. maj 2012.

Skriv et svar