29. marts 2024

Holbæk Byråd satte sig i 2011 nogle klare mål for, hvordan det første stykke ad vejen til at blive en attraktiv erhvervskommune kan lykkes. Stort set alle mål for 2011 er nået. Det viser at, at kommunen er på rette vej, og at erhvervs- og turismepolitikken virker.

Flere iværksættere, kortere byggesagsbehandling og store kulturevents. Læg dertil en kommende storstilet Holbæk-kampagne, og du har en række af de opstillede mål, Holbæk Kommune har nået på erhvervs- og turismeområdet.

Helt konkret havde Holbæk Kommune opstillet 12 initiativer i den udviklingsplan for 2011, der hører under erhvervs- og turismepolitikken. Kun ét initiativ er ikke blevet noget, nemlig målet om at skabe Holbæk Udviklingsråd ved, at handelstandforening, erhvervsråd og turistforening gik sammen. Men når turistforeningen og erhvervsrådet snart lægger sig sammen, bliver et udviklingsråd overflødigt.

I Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse er der glæde over, at stort set alle mål i udviklingsplanen er nået:
– Det er udvalgets ambition, at Holbæk Kommune skal have et progressivt erhvervsliv blandt andet ved at øge indsatsen på turismeområdet. Derfor glæder det mig, at administrationen sammen med blandt andre erhvervslivets aktører har nået de delmål for i år, der skal til for, at det kan lykkes, siger Kenny Jensby, der er formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse.

Vækstfabrikken rykker
Et eksempel på, at erhvervs- og turismepolitikken har udstukket den rigtige vej for området, er succesen med Holbæk Vækstfabrik. Et af målene for udviklingsplan 2011 var nemlig, at Holbæk Kommune skulle have sin egen vækstfabrik. I april åbnede den så, og siden er 20 pladser ud af 44 besat – hvilket er tre måneder forud for december-målet om, at halvdelen af alle pladserne skal være besat.

– Det er meget positivt, at så mange iværksættere er interesseret i at starte en virksomhed her i Holbæk Kommune. Hvis den udvikling fortsætter, og hvis iværksætterne overlever iværksætterfasen, så er der virkelig potentiale for, at Holbæk kan blive en iværksætterby. Flere iværksættere har forhåbentlig den effekt, at der i længden skabes flere arbejdspladser i kommunen, siger Kenny Jensby.

Der skal skabes flere arbejdspladser i 2012
Flere arbejdspladser og et højere uddannelsesniveau generelt i kommunen bliver de to store fokusområder for erhvervsudviklingen i 2012. Og flere af de 11 igangsatte initiativer baner vejen for, at dette kan lade sig gøre. Men der skal mere til. Derfor vil administrationen og repræsentanter fra erhvervslivet i løbet af efteråret gå i tænkeboks for at finde nye forslag til, hvordan der skabes flere arbejdspladser, og hvordan uddannelsesniveauet bliver øget.