Fandt gammel pølsevand og cigaretskodder hos Havnegrillen på Orø

Der blev bl.a. fundet snavs, cigaretskodder og lugtende pølsevand da Fødevarekontrollen var forbi Havnegrillen på Orø.
Det blev ikke til en elite-smiley, da Fødevarekontrollen var forbi Havnegrillen på Orø først på måneden.

Fredag d. 2. september lagde Fødevarekontrol Øst vejen forbi Orø Havn for at kontrollere forholdene på Havnegrillen.

Her fandt kontrollanten blandt andet gammelt, lugtende pølsevand, et askebæger med cigaretskodder i produktionsområdet og gamle friturerester på gulvet.

Ifølge Kontrolrapporten blev det indskærpet, at fødevarevirksomheder skal overholde de almindelige hygiejnebestemmelser. Det skete efter at der blev fundet et askebæger med mange cigaretskod på bord i produktionsområde, ligesom der der lå aske i produktionshåndvask og på gulvet. Indskærpelsen betyder, at virksomheden vil få et opfølgende, gebyrbelagt, besøg. Det fremgår af kontrolrapporten, at virksomheden ikke havde nogen bemærkninger til forholdende.

Oversvømmelse skyld i gammel snavs
Fødevarekontrollen indskærpede også, at lokaler, hvor der findes fødevarer, skal holdes rene og i god stand.

Det var de ikke, for det fremgår af rapporten, at gulvet i både salgs- og produktionsområdet var belagt med snavs, friture og at gulvet under fritureren var belag med gamle friturerester. Desuden konne kontrollanten konstatere, at vandet i pølsevarmeren var af ældre dato og lugtede. Der var dog ingen pølser i vandet under tilsynet.
Kontrollanten fandt også en belægning af ældre fødevarerester i isfryseren og at emhætten over friture og pølsesteger var belagt med fedt og spindelvæv.

Det fremgår af rapporten, at virksomhedens bemærkninger til den manglende rengøring var, at der havde været oversvømmelse i virksomheden og man lovede straks at gøre både gulv og inventar rent.

Kontrollen endte med, at give Havnegrillen en halvglad smiley i kontrolrapporten.

Dokumentation: Fødevarestyrelsens kontrolrapport

2 thoughts on “Fandt gammel pølsevand og cigaretskodder hos Havnegrillen på Orø

  1. Jeg kunne aldrig finde på at købe noget, som ikke var pakket ind eller på flaske i havnegrillen. Det kan ikke være pga oversvømmelse der er så beskidt overalt!

  2. Oversvømmelse… Den køber jeg ikke! Er der oversvømmelse, så gør man rent, svaber og meget mere til. Jeg nægter at tro på det, udover at jeg ikke har set eller hørt at vand skulle have nået så højt.

    En halvglad smiley, det havde ikke gået andre steder… Men det kan indehaveren prise sig lykkelig for!

    Heldigvis er der så en lille næse i det her, så forhåbentlig bliver forholdende meget bedre.

Skriv et svar