Øl og politik – kan en radikal smage godt?

Holbaekonline.dk's udsendte medarbejder smagte på en radikal. Foto: Jesper von Staffeldt.

Deres udsendte medarbejder har altid taget øl alvorligt.

Grunden til dette kærlighedsforhold går mange år tilbage, helt tilbage til studietiden i København, hvor jeg arbejdede på Tuborg i min sommerferie. Oven i købet på eksporttapperiet. Her lærte man at smage forskel på en simpel pilsner og så en såkaldt “Dronningeøl” som kun blev leveret til ambassader og kongehuset. Forskellen var som mellem en god gammel Skoda og så en BMW.

Smagen for den gode øl har holdt sig siden studietiden og har fået en opblomstring med de mange mikrobryggerier.

Det var derfor med en vis skepsis Deres udsendte medarbejder i går besøgte det radikale hovedkvarter i Ahlgade nr 9, hvor man kunne smage “Radikal Classic” produceret af Bryghus nr 5.

“Den er radikal, så den smager sikkert af ingenting, det er hverken det ene eller det andet”, tænkte Deres medarbejder, som altid har haft en hvis skepsis til dette midterparti.

Men her blev jeg positivt overrasket. Den smagte virkelig af noget, hvis man er til den lidt bitre smag. Det eneste “negative” var, at der kun stod 5.6 %. Både den frivillige medarbejder fra partiet og undertegnede var enige om procenten var for lille. Men det kan være, vi ikke talte om det samme procent tal.

Skriv et svar