28. marts 2024

Nordvest FC vandt onsdag aften 3-2 over B1908 efter forlænget spilletid. Foto: Brian Christiansen.

Nordvest FC vandt onsdag aften 3-2 over B1908 efter forlænget spilletid. Foto: Brian Christiansen.

Der måtte ekstra 2×15 minutters spilletid til, før Nordvest FC kunne løbe med sejren i aftenens pokalkamp.

Det var, som ventet, en ret jævnbyrdig kamp, da Nordvest FC onsdag aften tog imod B1908 i den 2. runde af DBU Pokalen.

162 tilskuere overværede kampen.

I det 19. minut scorede Fazil Keskin kampens første mål og allerede 2 minutter efter, sendte han bolden ind i nettet hos B1908 igen til 2-0.

Men så gik luften lidt ud af ballonen hos NVFC og B1908 fik presset spillet ned på NVFCs banehalvdel. I 36. minut lykkedes det B1908s Søren Haustein at reducere til 2-1.

Frem til pausen var det B1908, der havde overtaget i kampen, dog uden nogen større chancer.

Nordvest FC kunne derfor gå til pause med et enkelt måls føring.

2. halvleg bød på flere forsøg fra begge hold, der skiftedes til at have kontrol over bolden. Men i 88. minut scorede B1908s Lasse Damtoft til 2-2. De to hold måtte derfor ud i forlænget spilletid, 2×15 minutter for at afgøre kampen.

Den første store chance i den forlængede spilletid, kom fire minutter inde i den forlængede spilletid, hvor NVFC ramte stolpen på B1908s mål og endnu en chance kom et minut senere, men her fløj bolden over målet.

Også B1908 kunne sende bolden forbi, syv minutter inde gik bolden over Nordvest FCs mål.

Der skulle kun gå et enkelt minut i 2. del af den forlængede spilletid, før Nordvest FCs Rasmus Tangvig fik scoret hvad der skulle blive sejrsmålet.

Herefter fulgte 10 minutter uden de helt store chancer for de to hold. Men to minutter før dommeren fløjtede kampen af, havde B1908 tre chancer, der dog endte i nettets tag eller langt over mål.

I den forlængede spilletids 30. og sidste minut, fik B1908 tilkendt et frispark – en sidste chance for at udligne. Bolden blev dog mesterligt reddet af Nordvest FCs keeper, Nicklas Dannevang.

Med en 3-2 sejr på tavlen, er Nordvest FC klar til 3. runde af DBU Pokalen.