28. marts 2024

Formand for Klima og Miljøudvalget John Harpøth ved mødet om Spildevandsplanen på Orø. Foto: Lene Andersen.

Formand for Klima og Miljøudvalget John Harpøth ved mødet om Spildevandsplanen på Orø. Foto: Lene Andersen.

Omkring 25 mennesker var tirsdag aften mødt op i Orø Forsamlingshus til møde om Holbæk Kommunes Spildevandsplan.

Fra Klima- og Miljøudvalget (KMU) deltog formand John Harpøth (O) samt Ole Brockdorff (A). Fra kommunens side deltog tre medarbejdere fra Teknik og Miljø samt en repræsentant for Holbæk Forsyning.

Efter en kort indledning, startede gennemgangen af spildevandsplanen.

Der var en livlig spørgelyst til planen – både af generel interesse og mere personlige spørgsmål.

Den kloakeringsform, som Holbæk Kommune har valgt er separeret kloakering, d.v.s. at den enkelte lodsejer selv skal sørge for bortskaffelse af regnvand.

F.eks. kan lodsejere, som allerede har investeret i forholdsvis dyre nedsivningsanlæg, forvente, at de ikke vil kunne fortsætte med disse, selvom disse anlæg måske i virkeligheden er bedre, rent miljømæssigt, end almindelig kloakering – men der vil være en overgangsordning for sådanne lodsejere, som har godkendte anlæg, på op til 15 år, før de skal overgå til kloakeringsanlægget.

Man gennemgik hele den økonomiske side af planen – set ud fra den enkelte lodsejers synspunkt.

Den enkelte lodsejer skal betale 33.800 kr. (2011 priser -red.) én gang for alle. Derudover skal der etableres tilslutning fra kloak på grunden til skel. En aut. Kloakmester skal sløjfe septiktank, lave hus-kloak om og slutte den på pumpe- eller skelbrønd. Et kvalificeret bud på dette: 10-20.000 kr.

Desuden skal der fremover årligt betales en vandafledningsafgift til Forsyningen på p.t. 30 kr. m3. Der blev spurgt om, hvad der ”styrer” prisen på denne vandledningsafgift. Svaret var, at det gør den faktuelle pris – MEN der er politisk sat et prisloft (p.t. 33 kr. m3) i det nuværende byråd, med en stigning på højst 3% pr. år.

Der er i kommunen ca. 2.000 ejendomme, som IKKE skal kloakeres. Men de skal ALLE rense spildevandet. Disse ejendomme vil blive besøgt og vurderet af Forsyningen, idet de efterfølgende vil kunne vælge selv at kloakere (under ansvar til forsyningen) eller at blive tilsluttet til kloak-nettet.

Der er nogle ejendomme i den kategori på Orø.

Det blev også nævnt, at måske kunne spildevandsplanen blive ændret, når først Vandplanen var blevet vedtaget.

Orø kloakeres sidst
Generelt er områderne på Orø sidst på planen for Holbæk Kommune, fordi man naturligt nok først renser op ”indefra”, og derfor bliver Isefjorden den sidste del af området, som renses.

Men området Børrehoved, Orø Strand og Campingpladsen er sat til at blive kloakeret i foråret 2012.
Ifølge planen følger derefter Næsby Strand i 2015 og samme år Brønde Strand. I 2017 bliver Bybjerg Strand kloakeret og til sidst bliver Kanehøj kloakeret.
Forvaltningen havde lidt problemer med at finde ud af, hvad disse navne – som de selv havde givet områderne – egentlig dækkede.

Men i pausen kom man frem til en fælles forståelse herfor: Næsby Strand er området i Næsby, som endnu ikke er kloakeret. Brønde Strand er fra Brøndevej og sydpå. Bybjerg Strand er Brøndevej og vestpå. Og Kanehøj er det samme som Salvig-området.

Næsby Rensningsanlæg føres til Bybjerg Rensningsanlæg via Næsbyvej og afskæres derefter og lukkes, alt sammen i 2018.

På en forespørgsel fra salen om den i planen omtalte udvidelse af Bybjerg Rensningsanlæg blev der svaret, at den nok ikke skulle udvides, idet kapaciteten på anlægget skulle være tilstrækkelig.

Til sidst blev det nævnt, at der måske kan blive ændret i de endelige planer for spildevandet, når indsatsplanen for grundvandet i nitrat-følsomme områder, er blevet etableret.

John Harpøth takkede for, at mødet kunne slutte, således at man kunne nå den sidste færge til Holbæk.

Et sidste spørgsmål.. om færgen..

Det sidste spørgsmål på mødet blev – her er vi jo på Orø:

Når vi nu kan konstatere, at man i formiddag har nedlagt Færgeudvalget på KMU’s møde, kan du så ganske kort redegøre for status for Holbæk-færgen, samt en dato for den varslede evaluering af færgen i september ??

Svaret var, at Evalueringen var bortfaldet.

Færgen fortsætter som hidtil. Byrådet vil mellem 1. (dvs. 24. august) og 2. (12. oktober 2011) behandling af budget 2012 drøfte budgettet for færgen – og først til 2. behandling kan vi alle sammen vide, hvad man politisk beslutter sig til i byrådet.

Men budget-lægningen var blevet mere ”moderniseret”, og afspejlede mere ”virkeligheden”, og man ville gerne se færgedriften i et 3-4 års perspektiv.

Tak til Hanne Duelund for referat fra mødet og til Lene Andersen for billedet.

Spildevandsplanens tegninger kan i papirform ses på Rådhuset, men informationen på holbaeknettet er i mere detaljeret form, idet man kan lede efter ”sin egen” ejendom.