28. marts 2024

Artiklerne på Holbaekonline.dk om overvejelserne om at droppe weekend-sejladsen med Orø-færgen, og en række rygter på Orø, har nu fået Orø Lokalforum og Færgeudvalget til at udsende en pressemeddelse.

I pressemeddelesen, der blev udsendt sent torsdag aften, skriver Formand for Orø Lokalforum og fungerende formand for færgeudvalget Erik Fuchs, at:

“I det politiske system er det således, at når et byråd holder budgetseminar, kan der tales om alt, også om nedlæggelse af idrætshaller, færger, skoler, kulturhuse, veje, stier m.m. Forud for budgetseminaret bliver de forskellige forvaltninger så bedt om at udarbejde forskellige notater, der skal belyse konsekvenserne af de forskellige forslag”.

Dermed afkræfter han ikke de oplysninger som Holbaekonline.dk har fået, om at nogen faktisk har overvejet at man kunne nedlægge sejladsen i weekenderne.

I pressemeddelsen står der endvidere: “Disse notater og debatter holdes normalt for lukkede døre på budgetseminaret. Man må ikke betragte disse drøftelser som beslutninger”. Hos Holbaekonline.dk har vi ikke skrevet, at det var en beslutning, blot at nogen har overvejet muligheden for at fjerne weekend-sejladsen og at der har været talt om det på budgetseminariet. Hvilket socialdemokraten Ole Brockdorff bekræftede overfor Holbaekonline.dk, da vi ringede til ham tirsdag efter budgetseminariet.

I pressemeddelsen langes der ud efter den, eller de personer, som har ladet oplysningerne sive ud:

“Politikere og andre, som deltager i disse drøftelser, bør af hensyn til rygtedannelse og utryghed hos borgerne, undgå at offentliggøre de forskellige scenarier”.

Har ikke modtaget informationer om ændringer i sejlplanen
I Færgeudvalget kender man ikke til evt. ændringer i sejlplanen:

“Vi har i færgeudvalget ikke modtaget informationer om ændringer af den i sejlplan, der er i dag. Vi er blevet informeret om, at det heller ikke kommer på klima- og miljøudvalgs mødet den 23. august. ”

Da vi i tirsdags bragte oplysningerne omkring weekend-sejladsen, var den endelige dagsorden til Klima- og Miljøudvalgets møde tirsdag den 23. august endnu ikke udfærdiget. Men efter hvad vi havde fået oplyst, bl.a. fra udvalgets formand John Harpøth (O), ville Orø-færgen være et punkt på dagsordenen. Men fordi dagsordene endnu ikke var klar, kunne man ikke i tirsdags fortælle hvad punktet ville komme til at indeholde.

Men Erik Fuchs oplyser i pressemeddelselsen fra Orø Lokalforum og Færgeudvalget at:

“De sparekrav, som blev indstillet på sidste færgeudvalgsmøde er besluttet i klima- og miljø udvalget og giver en budgetteret besparelse/merindtægt på 800.000 i 2011. Det er 300.000 mere end kravet på 500.000, som var det oprindelige sparekrav.”

“Der er således ikke planer om at drøfte sejltider, yderligere sparekrav, eller økonomi på dette møde i klima- og miljø udvalget.”

“Færgeudvalget forventer at blive inddraget i eventuelle ændringer i sejltider, eventuelle yderligere sparekrav, samt færgens økonomi generelt, inden det forelægges klima- og miljø udvalget.”, skriver Erik Fuchs.

Færgeudvalget er ufleksibelt
Erik Fuchs skriver også:

“..vi blevet orienteret om, at Klima – og Miljøudvalget på deres møde, den 23. august, vil tage en drøftelse af, om færgeudvalgets nuværende konstruktion er den rette, idet man fra Kommunens side finder konstruktionen ufleksibel.”

Hvad det ufleksible i Færgeudvalgets konstruktion er, fremgår ikke af pressemeddelsen.

1 thought on “Færgeudvalget: forventer at blive indraget

  1. Så mangler vi bare at få at vide, hvilken snæversynet politiker, der afføder så beskæmmende ideer, så man kan vide hvor man IKKE skal sætte sit kryds næste gang, hvis man bor på Orø!
    Det er da aldeles rimeligt.

    Det er da muligt det er lukkede møder og ordet som sådan, er aldeles frit.

    Ja, ja.. Alt er i spil..
    Men det er jo ikke afskaffelsen af monarkiet som institution man lige “vender i luften”, sammen med opskriften på god sushi og hvor kattemaden er billig..

    Det er altså Orøboernes livline.

    Det ville da være overordentlig passende om vi kan få sat navn på denne/disse ø-fornægtere og ignoranter.
    Hvorfor er det en lukket forteelse?
    Vil de ikke stå ved, hvad de mener?
    Er det mere tyve-tyve??

    Hvis ikke de selv vil ud med sproget, er en whistleblower aldeles velkommen.
    At man vil holde den slags i lukkede lokaler er magtarrogance og demokratisk centralisme.
    Det kan man slå op.
    Det står mellem debil og despotisme.

    Færgeudvalgets ufleksible konstruktion……
    Havde vi ikke haft direkte valg til Lokalforum, som nu – måske – skal være færgeudvalg, havde det været bedøvende ligegyldigt.

    Apropos:
    Nu vi har proppen af.
    Det opslag på færgen om bilettering er noget af det værste griseri jeg har set.
    Det er – på tryk – mistillid til færgens ansatte.
    Deres hæderlighed er i dén grad udstillet som noget der kræver den allerhøjeste kontrol.
    Fragtbestemmelser rager vel heller ikke folk i salonen. Hvordan dét håndteres mellem personale og fragtmænd.
    Herefter oprdses personalets fribefordringsgoder. Formentlig aftalestof og under overenskomst. Altså en lønforhandling.
    Hvorfor skal det offentliggøres?
    Kronen på værket:
    Disse mennesker er åbenbart også udstyret med ægtefælder….
    Hvordan mon sådan nogle ser ud..

Comments are closed.