28. marts 2024

Socialminister Karen Hækkerup har orienteret Folketingets Socialudvalg om KL's rapport om Skarridsøhjemmet.

Både personale og ledelse kendte til kommunens tilsyn 14 dage i forvejen.

Både ledelse og personalet på Skarridsøhjemmet vidste i forvejen hvornår kommunens tilsynsførende ville dukke op på hjemmet.

Holbæk Kommune laver tilsyn én gang årligt på Skarridsøhjemmet og lignende institutioner i kommunen.

Både i 2009 og 2010 var tilsynet varslet 14 dage i forvejen. Det fremgår af de svar, som Holbæk Kommune har tilsendt Holbaekonline.dk, da vi spurgte nærmere ind til tilsynene med hjemmet i Jyderup.

Ved det seneste tilsynsbesøg, der blev gennemført i maj 2010, deltog, foruden kommunens repræsentanter, den daglige leder på Skarridsøhjemmet og ved samtalen deltog en gruppe på 6-7 medarbejdere, både faguddannede og uudannede.

Også beboerne på Skarridsøhjemmet indrages, oplyser Holbæk Kommune. Det sker enten ved at tilsynsførende taler med beboerne på en efterfølgende rundgang i huset, eller ved at tilsynet deltager i beboerrådsmødet.

På spørgsmålet om, hvordan kommunen sikrer sig, at tilsynet giver et retvisende billede af forholdene på hjemmet svarer kommunen:

“En del af tilsynet (er) en række lovgivningsmæssige kontroller, som tilsynet skal udføre. Derudover foretages observationer på stedet. Samtidig er det faguddannet personer med social-/sundhedsfaglig uddannelse og erfaring fra området, der udfører tilsynet. Et tilsyn er ikke kun det ene besøg, men også en række opfølgningsbesøg”.

Uanmeldte besøg fremover
Selvom de sidste to års tilsyn har været anmeldt god tid i forvejen, så vil proceduren fremover være anderledes. Fra i år vil man nemlig dukke op uanmeldt. Man har ikke udført tilsyn i år, men det er dog planlagt, oplyser Holbæk Kommune til Holbaekonline.dk.

Læs alle artiklerne om Plejeskandalen på Skarridsøhjemmet