Din nabo er din bedste ven, mens du er på ferie

Mens du ligger og nyder ferien under palmernes skygge, har tyvene travlt. Aftal med din nabo, at han holder øje med dit hus. Dermed mindsker du risikoen for indbrud.

Sidste år blev flere end 41.000 danske hjem ramt af indbrud. Og især i sommermånederne er risikoen forøget, da mange danskere er bortrejst. Men du kan rent faktisk selv gøre en indsats for at minimere risikoen. Og det bedste råd er at tale med sin nabo:

– En ferieramt villlavej, hvor husene nærmest skilter med, at ejerne er bortrejst, er et rent slaraffenland for indbrudstyve. Derfor er det en god idé at tale med naboen og få ham til at holde øje med huset. Og hvis man tilmed kan få ham til at slå græsplænen, smide affald i skraldeposen, tømme postkassen og parkere sin bil i din indkørsel, så det ser ud som om, at der er nogen hjemme, så har man gjort et godt præventivt arbejde, siger Tenna Westergaard, konsulent i Forsikringsoplysningen.

Gør det svært at være tyv
Selvom nabohjælp er et vigtigt skridt på vejen, bør man også selv sørge for, at gøre det så svært som muligt for indbrudstyven, at komme ind i huset. En grundig aflåsning af alle døre og forsvarlig tilhaspning af vinduer har nemlig også en betydning i forhold til forsikringen.

– Hvis huset er forsvarligt aflåst, og der er synlige tegn på indbrud, så dækker forsikringen naturligvis fuldt ud. Derimod dækker den ikke smykker, kontanter, værktøj, instrumenter og kæledyr, hvis der ikke er synlige tegn på indbrud og derfor er tale om simpelt tyveri, siger Tenna Westergaard.

Tyven bruger haveredskaberne
Tenna Westergaard påpeger også, at det er en god idé at låse alle haveredskaber inde, mens man er ude og rejse.

– Vi ser oftere og oftere, at indbrudstyven bruger haveredskaber eller værktøj, som enten ligger frit fremme eller i et uaflåst skur, til at bryde ind med. Derfor er det en god idé at få låst alle de ting forsvarligt inde, mens man er ude og rejse, siger Tenna Westergaard.

Gode råd til at stoppe indbrudstyven:
• Sørg for, at alle vinduer er forsvarligt tilhaspede.

• Udskift låsene, hvis de er gamle og nemme at bryde op.

• Sørg for, at der også er låse på indersiden af fx terrassedøre, da tyven ofte har brug for flere flugtveje.

• Installér tænd/sluk-ure i boligen.

• Fortæl din nabo, at du er bortrejst, giv ham dit telefonnummer, og få naboen til at holde øje med dit hus.

• Få naboen til at bruge din indkørsel, slå din græsplæne og tømme din postkasse.

• Lås alle haveredskaber og andet værktøj forsvarligt inde, mens du er bortrejst.

• Skriv aldrig på din Facebook-profil, at du er bortrejst. Tyven kan kigge med. Vær også varsom med at bruge applikationer som “places” på Facebook, som afslører, hvor du er henne i verden.

Skriv et svar