28. marts 2024

Holbæk Kommunes store indsats på ungeområdet ser ud til at give pote. På bare ét år er andelen af unge, som bliver på deres uddannelse – og ikke falder fra – steget markant.

Det går i den rigtige retning for unge mellem 15 og 17 år, når det gælder deres evne til at blive på den ungdomsuddannelse, de er startet på. På knapt et år er andelen af unge, der dropper ud af en ungdomsuddannelse nemlig faldet fra 16,6 procent til 12,2 procent, hvilket svarer til et fald på cirka 25 procent. Det viser en ny evalueringsrapport på området.

Tættere på målet
I efteråret 2010 vedtog Holbæk Byråd en ambitiøs ungeindsats, der blandt andet havde til formål, at færre unge mellem 15 og 17 år skulle falde fra deres ungdomsuddannelse. Helt konkret var målet, at inden et år var det kun ti procent af disse unge, som måtte være droppet ud af uddannelsen. Til trods for, at målet på de ti procent ikke blev nået i år, er der stadig god grund til at glæde sig over tallene:

– Det store fald betyder alt andet lige, at oddsene for, at flere unge gennemfører deres uddannelse, er blevet større. Og at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse er netop hovedformålet med ungeindsatsen, siger Jens Kristiansen, der er næstformand for Udvalget for Børn.

Stadig meget at nå
Ud over flere gode nyheder skitserer evalueringsrapporten dog også, at der stadig er lang vej til at nå det store mål om, at 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det tal ligger for Holbæk Kommunes vedkommende nemlig kun på cirka 82 procent. Mens landsgennemsnittet er på cirka 84 procent.

Alle unge følges tæt
For at komme tættere på de 95 procent blev der i efteråret oprettet et tværgående samarbejde mellem jobcentret, Socialcentret og Ungdommens Uddannelsesvejledning. Det samarbejde har resulteret i, at kommunen nu har et fuldt overblik over, hvor mange af de 15-17-årige, der ikke er i uddannelse eller ikke er i retning mod uddannelse.

– Bedre overblik betyder, at vi straks kan samle op på de unge, der ikke er i uddannelse og give dem et nyt aktivitetstilbud. På den måde kan visse unge bedre motiveres til at starte på og gennemføre en ungdomsuddannelse. Mens andre unge kan blive mere uddannelsesparate, siger formanden for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse Kenny Jensby.