29. marts 2024

SF'eren Ole Sohn sagde i sin tale, at uddannelse er vigtigt for Danmarks fremtid. Foto: Rolf Larsen.

Klokken 9 i morges satte fagforeningsfolk, socialdemokrater og SF’ere hinanden i stævne til morgenmøde i 3F Holbæk-Hornsherreds hus på Spånnebæk i Holbæk.

SF'eren Ole Sohn sagde i sin tale, at uddannelse er vigtigt for Danmarks fremtid. Foto: Rolf Larsen.
Der blev serveret kaffe og rundstykker og undervejs blev der underholdt med musik og taler og sunget fællessang. Traditionen tro, startedes der med “Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Morgenens første taler var SF’eren, Ole Sohn, der i sin tale blandt andet lagde vægt på, at der er brug for uddannelse, for, som han sagde, selvom vi har 160.000 arbejdsløse i dag, så vil vi om 5-6 år mangle kvalificeret arbejdskraft.

Dagens anden taler var socialdemokraternes gruppeformand i byrådsgruppen Signe Agerholm, der efter at have talt om den politiske situation i Danmark i mere generelle vendinger, vendte blikket mod de lokale forhold.

Signe Agerholm benyttede bl.a. sin 1. maj tale til at lange ud efter de lokale SF'ere for deres samarbejde med de borgerlige. Foto: Rolf Larsen

– I Holbæk Kommune er vi i fuld gang med at spare os endnu fattigere, sagde Signe Agerholm og pegede på, at det borgerlige flertal i sidste valgperiode gav skattelettelser for op imod 100 mio. kr. om året, hvilket hun mente havde lagt grunden til en gradvis nedbrydning af den lokale velfærd.

– Det borgerlige flertal iførte os simpelthen en økonomisk spændetrøje, som de kynne bruge som undskyldning for en efterfølgende uendelig række af nedskæringer, hvor ingen områder er gået ram forbi.

– Man behøver ikke den store ledvogtereksamen for at kunne regne ud, at det går helt galt, hvis der i en kommune ikke er råd til forebyggelse og almindelig vedligeholdelse. Det er naturligvis meget billigere, at reparere hullet i taget og rense og udskifte utætte tagrender – en det er at lade fugten udvikle sig til skimmelsvamp, så man til sidst er nødt til at rive hele hytten ned og bygge en ny.

Signe Agerholm mente også, at de fleste ser det som almindelig sund fornuft, at sætte ind med tidlige socialpædagogiske indsatser, så problemer fanges i tide og man derved kan undgå dyre og menneskeligt indgribende foranstaltninger.

Langede ud efter lokale SF’ere
– Men er det ansvarligt at skære endnu dybere i den lokale velfærd – denne gang for 125 mio. i indeværende år? Det mener vi ikke. Nedskæringsvejen er og bli’r de borgerliges – desværre nu støttet af SF’erne i Holbæk Byråd, sagde Signe Agerholm. Bemærkningen
gav klapsalver fra den ene side af lokalet, mens den anden side lod være med at klappe.

De morgenfriske var traditionen tro mødt frem for at høre politiske taler. Foto: Rolf Larsen.

Signe Agerholm mente, at det er nødvendigt at øge kommunens indtægter (dvs. hæve skatterne -red.), for at rette op på økonomien. Men hun erkendte, at regeringen og Dansk Folkeparti har gjort det svært at øge indtægterne, da staten tager en stor del af den ekstra indtægt.

– Se det er da et indgreb i det kommunale selvstyre og dermed i det lokale demokrati, sagde Signe Agerholm og sluttede sin tale med at opfordre de tilstedeværende til at “gå ud og aktivt bekæmpe de borgerliges hyklerig”.

Det socialdemokratiske medlem af Regionsrådet i Region Sjælland Nicolai Nicolaisen og socialdemokraternes nye folketingskandidat i Holbæk Kredsen Kaare Dybvad Simonsen holdt også taler.

Dagen fortsatte i Østre Anlæg
Efter morgenens arrangement fortsatte dagen med politiske taler og musik i Østre Anlæg. Her talte bl.a. FOAs forbundsformand Dennis Kristensen, Kaare Dybvad Simonsen og SF’s folketingskandidat i Holbæk-kredsen Jacob Hvidhjelm.

Web-TV: Til 1. maj møde hos LO Holbæk-Odsherred