28. marts 2024

Udliciteringen af rengøringen på kommunens skoler og institutioner er sat på stand-by indtil der er vedtaget nogle retningslinjer for processen. Det skriver 3f.dk.

Hovedmedudvalget har vedtaget, at retnings retningslinjerne skal på plads og at det skal skrives ned, hvordan medarbejderne skal inddrages i udbudsprocesser.

Faglig sekretær i 3F Holbæk-Odsherred, Klaus Rokkedal, er i første omgang tilfreds med den beslutning. Han har kritiseret, at de medarbejdere som blev berørt af udliciteringen, slet ikke har været inddraget i udbudsplanerne. Desuden har han kritiseret, at udbuddet var i fuld gang på embedsmandsniveau, selvom byrådet slet ikke har vedtaget noget.

– Det næste bliver at sikre, at byrådet overholder sin bestemmelse om, at kommunen selv skal kunne afgive kontrolbud på en opgave, siger Klaus Rokkedal til 3F.dk.

Ifølge 3F.dk ser det nemlig ud til, at kommunen vil tilsidesætte beslutningen om kontrolbud.

Socialdemokraterne i kommunen vil også se kontroludbud:

– For os er det helt afgørende, at kommunen afgiver et såkaldt kontroltilbud i en hver udbudssag. Det er jo netop det, der sikrer, at vi får varen eller serviceydelsen til den bedste pris både nu og i fremtiden. Derfor kan vi ikke acceptere, at der arbejdes videre med udbud af de kommunale rengøringsopgaver, så længe dette forhold ikke er på plads, siger Sine Agerholm, socialdemokratisk medlem af Økonomiudvalget til 3F.dk.

En arbejdsgruppe fra medarbejder-siden skal nu komme med et hurtigt oplæg til procedureretningslinjer. Det ventes vedtaget på et ekstraordinært Hovedmedudvalgsmøde inden påske.