Rejsekortet – en lidt besværlig løsning

Det kan blive en besværlig affære med Rejsekortet. PR Foto.
I morgen fredag, kan passagerne på de offentlige transportmidler i Vestsjælland ikke længere købe klippekort. Fremover skal de benytte sig af det nye Rejsekort – en både dyr og besværlig løsning.

Kræver man har Dankort
Rejsekortet har i den senere tid reklameret med, at kortet kan købes og optankes på internettet. Men det gælder ikke alle. Det er nemlig kun indehavere af et Dankort, som har den mulighed. Har man i stedet et af de ekstremt populære debit-kort som MasterCard eller Visa Elektron, kan man ikke købe kortet hjemmefra eller tanke det op, når det løber tørt. Rejsekort tilbyder nemlig slet ikke sine kunder mulighed for at bruge andre typer kort end det gammeldags Dankort.

Kunder, som ikke har et Dankort, skal derfor møde op på et salgssted for at købe kortet og fremover må de også møde op for at tanke det op. De kan altså ikke tanke det op hjemmefra.

Det koster også 30 kroner i gebyr – oven i kortets pris, når kortet udstedes af et salgssted. Det fremgår af kortbestemmelserne.

Optankning kan ikke ske i sidste øjeblik
Hvis man har Dankort og tanker op via www.rejsekortet.dk så skal det ske mindst et døgn inden rejsen. Kortlæserne i bussen opdateres nemlig kun én gang i døgnet, mens kort læserne på stationen opdateres hver fjerde time. Det oplyser Rejsekortet A/S, som står for udstedelsen af kortet.

Kun regionalt dækkende
Det nye Rejsekort kan endnu ikke benyttes til meget andet end lokale rejser. En rejse mellem f.eks. Holbæk og Slagelse kan klares på kortet, men hvis man vil fra Holbæk til København, ja så må man tilbage til de gamle billetter, for at købe den rejse. Man kan nemlig kun rejse til Høje Taastrup på kortet.

Ifølge Rejsekortet A/S vil systemet være landsdækkende i 2012 og først da kan rejser foregå på tværs af landet.

Læs også: Slut med klippekort – goddag til Rejsekort

Skriv et svar