Kommunen erkender: Vi har fejlberegnet boligstøtte i fem år

Arkiv foto: Rolf Larsen

Holbæk Kommune erkender nu, at man i fem år har lavet fejl i beregningen af boligstøtte og varmetillæg.

Fejlberegningerne handler om de lejere, der oven i huslejen også betaler særskilt for kollektiv varme såsom fjernvarme, naturgas og el. Denne udgift skal også regnes med, når boligstøtten beregnes, hvilket imidlertid ikke er sket i Holbæk Kommune over en periode på fem år.

Alle penge betales tilbage
Holbæk Kommune går derfor i gang med at gennemgå beregninger fem år tilbage for at rette op på den fejlen. Det vil sige, at boligstøtten vil blive reguleret bagud, så alle berørte borgere får de penge, de har til gode.

Kommunen oplyser, at der er tale om et meget stort antal sager og at der derfor vil gå en del måneder, før alle beregninger er gennemgået.

Når gennemgangen er tilendebragt, vil hver enkelt borger, som er berørt af fejlene, få direkte besked om, hvordan reguleringen kan håndteres og ikke mindst, hvornår reguleringen vil ske.

Skriv et svar