80 mennesker ville debattere folkeskolen i Holbæk

Omkring 80 mennesker - inkl. byrådet, deltog tirsdag aften i borgermødet på Elværket om fremtidens folkeskole. Foto: Rolf Larsen.

Omkring 80 mennesker mødte frem til borgermødet om folkeskolens fremtid på Elværket tirsdag aften.

I modsætning til to lignende møder i Jyderup og Svinninge, var der langt fra fuldt hus, da byrådet i aftes inviterede borgerne til møde.

Efter et oplæg om de skolestruktur-scenarier, der er i spil, visioner for fremtidens folkeskole og en smule økonomi, blev der åbnet for debat i salen.

Selvom aftenen fra byrådet side var planlagt til hovedsageligt at involvere skolerne i Holbæk by (Bjergmarkskolen, Østre Skole og Absalonskolen) samt Orø Skole, så var der ikke mange tilstede fra netop byskolerne. Flere skoler fra udkants-holbaek var til gengæld mødt frem og det kom til at præge debatten og spørgsmålene resten af aftenen.

En stor del af debatten og spørgsmålene kom til at gå på de små skolers fremtid og på hvordan lokalsamfundene fremover skal klare sig, hvis skolerne lukker.

Efter en pause, kom der lidt flere emner på banen, herunder opfordring til politikerne om at blande de forskellige scenarier, efterlysning af politikernes visioner for folkeskolen og ønsker om bedre styring af indkøb, da f.eks. undervisningssoftware kan koste det samme for en skole med få elever, som for en skole med mange elever.

Stadig ingen tal for transportomkostninger
Lige siden debatten om den fremtidige skolestruktur startede, har et af de centrale spørgsmål fra skolerne i udkants-holbæk været, hvad prisen for at transportere skoleeleverne fra de lukkede skoler rundt til kommuns andre skoler vil blive.

Spørgsmålet har været stille tidligere, blandt andet på debatmødet den 5. januar. Dengang var der ikke nogen – hverken fra administrationen eller politikere, som vidste hvad prisen bliver for at transportere eleverne rundt. Da spørgsmålet blev stillet igen på Elværket, var der stadig ingen, som kunne give bare et overslag på, hvad det vil komme til at koste.

Det fjerde og sidste borgermøde holdes på torsdag kl. 19.00 på Tølløse Skole.

Skriv et svar