To chefer forlader Holbæk Kommune

Arkiv foto: Rolf Larsen

To chefer i Holbæk Kommune har valgt at opsige deres stillinger.

Det drejer sig om turistchef Karen Lilleør og økonomichef Henrik Nielsen. Begge har kun været ansat i kommunen i kort tid.

Det blev kun til fire måneder i stolen som Turistchef i Holbæk for den 33-årige Karen Lilleør.

Hun tiltrådte stillingen den 3. september sidste år og afløste derved Ina Løndahl, som efter 11 år ønskede at nyde sit otium.

Da Karen Lilleør tiltrådte stillingen, var hun opsat på, at Holbæk skulle tiltrække flere turister, som også skulle blive længere.

Men nu har Karen Lilleør opsagt sin stilling.

Økonomichef rykker til nordsjælland
Økonomichef Henrik Nielsen forlader også sit job i Holbæk. Han skal i stedet være økonomichef i Gribskov Kommune i Nordsjælland.

Han startede i august sidste år som økonomichef i Holbæk Kommune og inden da, var han økonomichef i Hørsholm Kommune.

Fra Gribskov Kommune lyder det, at man “har ønsket at styrke indsatsen i forhold til at håndtere den aktuelle økonomiske situation og her kommer Henrik med gode kompetencer”.

Henrik Nielsen bor i Helsinge, som ligger i Gribskov Kommune. Han tiltræder sit nye job i hjemkommunen den 1. februar.

Skriv et svar