Fakler for velfærd – demonstration imod nedskæringer

Når Holbæk Byråd onsdag skal stemme om det nye budget for 2011-2014, som indeholder besparelser på mere end 120 millioner kroner, så vil Socialdemokraterne og flere fagligeorganisationer demonstrere.

Under overskriften “Fakler for velfærd” har Socialdemokraterne og de faglige organisationer indkaldt til demonstration foran Rådhuset onsdag klokken 17.45.

Det er sket bl.a. gennem 20.000 løbesedler, som er lagt ud i postkasser.

– Siden kommunerne blev lagt sammen har vi været vidner til den ene runde af nedskæringer efter den anden, og der er allerede skåret dybt i den lokale velfærd. Folk, der har børn i kommunens daginstitutioner og folkeskoler, ved jo, at der ikke er noget overskud at tage af. Vi kender minuttyranniet i ældreplejen – vi har set, at græsset bare gror og gror, siger Socialdemokraternes gruppeformand Sine Agerholm og fortsætter:

– Velfærd koster penge, og jeg er overbevist om, at et flertal i befolkningen gerne vil bidrage med lidt mere til fællesskabet, når det er det, der skal til for at opretholde en anstændig kvalitet i kerneydelserne og nogle værdige tilbud til de mest udsatte mennesker iblandt os.

– Men byrådets borgerlige mindretal og SF har endnu en gang valgt nedskæringsvejen, og det betyder, at afviklingen af vores kommunale velfærd for alvor er en realitet. Det er en kold tid i Holbæk Kommune, og det er trist for det ku’ vær’ så godt, slutter Sine Agerholm.

Formand for FOA i Holbæk-Odsherred Hanne Ulendorf:

– Det her rammer jo ikke bare vores medlemmer på arbejdspladserne, hvor øget arbejdspres og stadig dalende mulighed for at opretholde en anstændig faglighed bliver konsekvensen. Vores medlemmer er også borgere i samfundet. De har også børn, der har krav på et ordentligt pasnings- og undervisningstilbud. De har også ældre familiemedlemmer, der har brug for en anstændig pleje og omsorg, siger Hanne Ulendorf.

– Vi har gentagne gange advaret imod denne afvikling af vores fælles velfærdssamfund, og nu er det nok. Vi er på vej ud ad en moralsk glidebane, hvor de mest udsatte mennesker iblandt os betaler en høj pris for regeringens og de lokale magthaveres fejlslagne økonomiske politik. Vi ønsker udvikling frem for afvikling, og det kræver en helt anden politisk dagsorden end den byrådets borgerlige mindretal og SF lægger frem, slutter Hanne Ulendorf.

Skriv et svar