29. marts 2024

Döndü Demirboga Aktas er udnævnt til formand for Holbæk Kommunes nyoprettede Integrationsstyregruppe.

Döndü Demirboga Aktas er 31 år, og uddannet lærer fra Holbæk Seminarium i 2007. Hun arbejder til daglig på Marienlystskolen i Frederikssund, hvor hun blandt andet underviser i fagene samfundsfag og historie. Döndü Demirboga Aktas har stor interesse for integrationsområdet og mener at uddannelse og arbejdsmarkedet spiller en vigtig rolle for en vellykket integration.

– Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet sammen med styregruppen. Gruppen kan fungere som rådgivende organ for kommunen, og vi kan også stå for forskellige arrangementer, som kan fremme integrationsindsatsen. Styregruppen er sammensat af mange forskellige etniske grupper, som kan være med til at give nye input og indgangsvinkler til kommunens integrationsstrategi, siger den nyudnævnte formand, som tilføjer:

– Integrationsstyregruppen er et godt signal til borgere med anden etnisk baggrund. De kan således se, at det er muligt at gøre sig gældende og blive hørt.

Integrationsstyregruppen skal være med til at sikre, at Holbæk Kommunes integrationsstrategi omsættes til virkelighed, og den skal arbejde for yderligere at fremme dialogen mellem etniske minoriteter, øvrige borgere, foreninger, erhvervsliv og byrådet i Holbæk Kommune.

Integrationsstyregruppen består af 12 medlemmer:
Otte repræsentanter for Holbæk Kommunes foreningsliv og byrådet, samt fire medlemmer udpeget direkte efter ansøgning.

Foruden udnævnelse af Döndü Demirboga Aktas som formand for Integrationsstyregruppen, er Mahad Ali Hassan udnævnt til næstformand.