23. april 2024

Arkiv foto: Rolf Larsen

Arkiv foto: Rolf Larsen

På byrådsmødet i går blev det besluttet at genåbne Budget 2011-2014 for at finde yderligere besparelser.

Det kommer ikke som en overraskelse, for allerede inden Budget 2011-2014 blev vedtaget, havde borgmester Søren Kjærsgaard (V) bebudet, at budgettet skulle genåbnes, så der kunne findes besparelser for mindst 50 millioner kroner ekstra.

– Midt i budgetprocessen viste en oprydning i vores økonomi, at vi skulle spare langt mere end forventet for at få budgettet til at balancere. På det sene tidspunkt var det ikke muligt at tilrettelægge en ordentlig proces med gennemarbejdede spareforslag og tid til at høre de berørte parter. Derfor har vi været nødt til at vedtage et budget for så at genåbne det umiddelbart efter, siger borgmester Søren Kjærsgaard.

Efter at genåbningen af budgettet nu er en realitet, venter der endnu en sparerunde.

– Jeg gør mig ingen illusioner i forhold den opgave, vi står overfor. Den videre proces bliver om muligt endnu hårdere end den, vi netop har overstået. Men der er ingen vej udenom. Vores økonomiske problemer forsvinder ikke af sig selv, og hvis vi bare lader stå til, vil problemerne være nærmest uoverstigelige allerede næste år, slutter Søren Kjærsgaard.