25. april 2024

Vej og Park i Holbæk Kommune benytter vinterpausen på at sende medarbejderne på kursus, i stedet for at sende dem hjem på vinterfyring.

– Vej og Park er en afdeling, hvor de ansatte har en stor faglighed på hvert deres specialområde. Derfor efteruddanner vi vores personale, så deres viden udnyttes så optimalt som muligt, fortæller Kim Radmer, Vej og Parkchef.

Vej og Park er samtidig noget helt særligt, fordi afdelingens arbejdsområder ligger udendørs, og de fleste arbejdsopgaver påvirkes af vind og vejr. Det meste af afdelingens arbejde udføres derfor i forårs- og sommermånederne.

En gevinst for alle parter
– Normalt sender vi en del af vores folk hjem på vinterfyring, fordi der simpelthen ikke er nogle opgaver at udføre. Men så fandt vi ud af, at vinterpausen kan udnyttes bedre, siger Kim Radmer.

Vej og Park har indgået et samarbejde med EUC Nordvestsjælland for at finde relevante kurser for den enkelte medarbejder, der så kan bruge vinterpausen på at efteruddanne sig.

– Alle vinder på denne ordning. Vores ansatte slipper for at skulle gå hjemme, og personalet får den nødvendige efteruddannelse, der ellers skulle have ligget på andre tidspunkter af året, siger Kim Radmer.

Fokus på førstehjælp og hjertestartere
I år bliver der sat særligt fokus på førstehjælp med hjertemassage og hjertestarter som tema.

– Vores ansatte færdes over hele kommunen og møder rigtig mange mennesker hver dag. Derfor er det oplagt, at alle vores ansatte – fra kontorfolk til folk i marken, kommer på kursus i, hvordan man giver livreddende førstehjælp, siger Kom Radmer. Vi håber naturligvis, at vores medarbejdere aldrig får brug for deres kunnen, men det er en stor tryghed at vide, at alle Vej og Park-ansatte kan give hjertemassage og betjene en hjertestarter skulle uheldet være ude, slutter han.

Som afslutning på kursusrækken, bliver der sat hjertestartere op på Vej og Parks tre faste mødesteder i Holbæk, Tornved og Tølløse.