29. marts 2024

Sine Agerholm (S) Foto: Holbæk Kommune.

Sine Agerholm (S) kalder det 'grotesk' at vedtage et budget, man allerede nu ved skal genforhandles. Foto: Holbæk Kommune.

Socialdemokraternes gruppeformand, Signe Agerholm, kalder det ‘grotesk’ at et flertal i byrådet er blevet enige om en budgetaftale, når der med det samme blev varslet en genåbning af budgettet.

– Det er jo grotesk, når de borgerlige partier og SF d. 13. oktober vedtager et budget, som de på forhånd ved, ikke hænger sammen, siger Signe Agerholm og afviser på forhånd forslaget.

Socialdemokraternes ændringsforslag
Den Socialdemokratiske byrådsgruppe har fremsendt et ændringsforslag til budget 2011-2014, der både rummer besparelser og skattestigning. Målet har været at genoprette kommunens anstrengte økonomi og samtidig undgå de værste nedskæringer.

– Vores mål er at bevare og udvikle den lokale velfærd. Derfor er det sørgeligt, at vi nu er presset så langt ud økonomisk, at nedskæringer er uundgåelige på trods af en skattestigning, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Sine Agerholm.

– Denne gang står det bøjet i neon, at de økonomiske problemer i kommunen er selvforskyldte og resultatet af et totalt fravær af politisk og økonomisk styring. Eller sagt med andre ord: Det borgerlige flertal i sidste valgperiode har afleveret et fallitbo, som de nu driver videre efter de velkendte principper – nu med støtte fra SF og Dansk Folkeparti. På den måde stiger behovet for en skattestigning proportionalt med antallet af år med lokalt borgerligt styre.

– Vi har anstrengt os til det yderste for endnu en gang at fremkomme med et forslag i balance, der både skåner borgernes og medarbejdernes hverdag i videst muligt omfang og samtidig genopbygger kassebeholdningen. Med vores forslag viser vi, at det kan lade sig gøre – og vi er ikke indstillet på at deltage i endnu en sparerunde med massive nedskæringer til følge, som det flertalsgruppen lægger op til, når det slet ikke er nødvendigt, siger Sine Agerholm.

Hun mener også, at regeringens sanktionspolitik over for kommuner der sætter skatten op rammer skatteborgerne direkte i Socialdemokraternes forslag og tvinger derfor behovet for indtægtsøgning i vejret.

– Regeringen har som bekendt med støtte fra Dansk Folkeparti indført en sanktionspolitik, hvor de straffer skatteborgerne i de kommuner, der tillader sig at sætte skatten op. På den måde presser de os faktisk til at hæve skatten meget mere end nødvendigt. Hvis de holdt fingrene væk og lod byrådene udøve det kommunale selvstyre, så behøvede vi kun at øge indtægterne med godt halvdelen af det, som vi nu må pege på, siger Sine Agerholm.

– Jeg sværger til det lokale demokrati, hvor borgernes kommunale skattekroner bliver i kommunen til gavn for lokalsamfundet. Derfor er jeg naturligvis vred – både som skatteborger og som politiker – over, at regeringen og Dansk Folkeparti behandler os på den måde. Men det er et vilkår, vi må leve med, indtil vi får en ny regering, slutter Sine Agerholm.