Holbæk Museum fejrer sin 100 års fødselsdag

Søndag den 12. september fejrer Holbæk Museum 100 års fødselsdag med et stort teselskab for alle kommunens borgere. Købstadens bagere har sponsoreret kringle til 600 gæster og dagen byder på et spændende program med musik, dans og sang.

Udover det traditionsrige teselskab, hvor over 30 foreninger byder på te og bagværk, vil museet indvie første del af en ny permanent udstilling i den smukke Søren Mays gård fra 1670.

I udstillingen Holbæk – By, fjord og land, kan den besøgende gennem flotte genstande, lyd, lys og lugte opleve mange af de gode og spændende historier om Holbæks udvikling fra Middelalderen til ca. 1870.

Udstillingen åbnes af Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen og Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard.

Dagen markerer også afslutningen af renoveringen af fire af museets fredede bygninger, der er blevet smukt istandsat for midler skænket af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Fødselsdagsgæsterne kan desuden opleve streetdansere fra Vangkvarteret, Holbæk Byorkester, Holbæk Pibeband, harmonikaspil ved Arne Knudsen, St. Nikolajs kirkes ungdomskor og fortællekompagniet Odins Ravne.

Dagen indledes allerede kl. 11.45, hvor St. Nikolaj kirkes organist Jytte Lundbak vil spille melodier på klokkespillet, for at byde museets gæster velkomne til festlighederne, der starter kl. 12.00 og slutter kl. 16.00.

Denne store dag vil der være gratis adgang til museet.

FAKTA: Den 12. september 1910 var en række ildsjæle samlet omkring stiftelsen af det museumsudvalg, der skulle sørge for oprettelsen af Museumsforeningen for Holbæk og Omegn. Initiativet var båret af et brændende ønske om at sikre indsamling og bevaring af den lokale kulturhistorie, før den forsvandt. Der er sket meget siden museets første udstillinger åbnede i fem små rum i den gamle klosterlænges stueetage. I 1919 flyttede museet ind i Søren Mays gård og siden er det blevet til 12 bygninger med over 60 udstillingsrum, hvor museet i dag er en vigtig del af både den lokale og nationale kulturarv og historie.

Dagens program:
Kl. 11.45 Klokkespil fra Skt. Nikolai kirke ved organist Jytte Lundbak
Kl. 12.00 Velkomst ved museumsleder Eskil Vagn Olsen
Åbning af permanent udstilling ved Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og Borgmester Søren Kjærsgaard
Kl. 13.00 Holbæk Pipe Band
Kl. 13.30 Skt. Nikolai Kirkes Ungdomskor
Kl. 14.00 Streetdansere fra Vangkvarteret
Kl. 14.15 Harmonikaspil ved Arne Knudsen
Kl. 14.45 Historiefortælling ved Ingebjørg Ejsing
Kl. 15.15 Holbæk Byorkester med bl.a. Knabstrupkagesangen
Kl. 15.55 Tak og på gensyn

Skriv et svar