Prisen på parcelhusgrunde sænkes

På byrådsmødet den 25. august 2010 blev det besluttet, at Holbæk Kommune sænker minimumsprisen på parcelhusgrunde med 250.000 kroner i Holbæk by. Formålet er blandt andet at få kickstartet tilflytningen og skabt beskæftigelse for det lokale erhvervsliv.

Udover at minimumsprisen for parcelhusgrunde i Holbæk by nedsættes fra 950.000 kroner til 700.000 kroner, sættes prisen for grunde i kommunen udenfor Holbæk by også ned fra 550.000 kroner til 425.000 kroner.

Sikring af konkurrenceevnen
Beslutningen skal ses i lyset af den generelle afmatning i efterspørgslen på parcelhusgrunde på landsplan.

– En del af de sjællandske kommuner, vi traditionelt sammenligninger os med, har da også tilsvarende sænket deres prisniveau – eller har planer om dette. Så det er helt nødvendigt, at vi nu tilpasser os markedsprisen, hvis vi fortsat skal være konkurrencedygtige i Holbæk Kommune på dette felt, fastslår borgmester Søren Kjærsgaard.

Der skal gang i hjulene
Konkret har Holbæk Kommune oplevet nulvækst i antallet af tilflyttere i 2009 og i første halvår 2010 mod en nettotilvækst på 500-800 i 2006, 2007 og 2008.

– Der er med andre ord behov for at kickstarte tilflytningen til – og bosætningen i – her i kommunen, understreger Søren Kjærsgaard og slutter:

– Vi håber samtidig, at beslutningen om at sænke priserne kan være med til at sætte skub i det private byggeri og dermed skabe arbejde og beskæftigelse for vores lokale erhvervsliv.

Aktuelt har Holbæk Kommune 95 parcelhusgrunde til salg.

Skriv et svar