Sommer er højsæson for spritulykker
15, juni 2010 10:52 // Mette Sørensen // NyhederAntallet af spritulykker stiger markant i forårs- og sommermånederne. Forklaringen er de mange sommerfester og -middage. Nu sætter politiet ind med ekstra spritkontroller, og kommunerne opfordrer borgerne til at stoppe fulde personer, der vil køre hjem.
Spritulykker kostede sidste år 75 mennesker livet og betød, at 787 personer blev kvæstet. Det viser de nyeste tal fra Vejdirektoratet. Selv om antallet af spritulykker er faldet fra året før, så er spritkørsel stadig en af de største dræbere i trafikken.
Af Holbæk Kommunes Trafiksikkerhedsplan fra 2008 fremgår det, at trafikuheld med spirituspåvirket fører er lidt højere i Holbæk Kommune end landsgennemsnittet.
Modsat hvad mange tror, så sker der flere spritulykker i forårs- og sommermånederne end i december måned. Det viser en ny opgørelse fra Rådet for Sikker Trafik.
Kampagne og kontrol
Alene i juni måned gennemfører politiet to landsdækkende og ugelange spritkontroller. Det sker samtidig med den landsdækkende kampagne ”Dit spørgsmål kan stoppe en spritbilist”.
Kampagnen opfordrer endnu flere til at gribe ind, når de for eksempel til en fest, middag eller grillaften oplever, at en fuld person vil køre hjem. En undersøgelse fra DTU Transport har tidligere vist, at otte ud af ti spritbilister var i selskab med andre personer, inden de satte sig bag rattet.
På hjemmesiden www.sikkertrafik.dk/spritbilist kan man være med i kampen mod spritkørsel og få gode råd til, hvordan man stopper en spritbilist på en nem og enkel måde.
Sol, sommer og spritkørsel
Forklaringen på de mange ulykker i sommermånederne kan være private fester og grillaftener med vin og øl på bordet. Desuden er sommerlandet præget af byfester, havnefester, festivaler, vejfester etc. Mange fester opstår desuden impulsivt, hvor folk glemmer at få aftalt, hvordan de kommer sikkert hjem. Derfor tilbyder spritkampagnen som noget helt nyt en fest-planlægger på Facebook, hvor man let kan invitere sine venner til sommerfest og aftale, hvem der tager hvad med – og samtidig får man før festen aftalt, hvem der kører hjem. Få fest-hjælp på www.facebook.com/vilDuMed
Fakta:
Bag spritkampagnen ”Dit spørgsmål kan stoppe en spritbilist” står politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, Kommunerne i Danmark og Rådet for Sikker Trafik.
Kampagnen varer fra den 14. juni til den 5. juli.I 2009 blev 75 personer dræbt i spritulykker og 787 personer kom til skade.
Hver 4. trafikdræbte har mistet livet i en spritulykke – dermed er alkohol stadig en af de største dræbere i trafikken.
Der sker flest spritulykker i forårs- og sommermånederne (se graf)
Politiet i Danmark og resten af EU laver målrettede spritkontroller i juni.
Hvert år mister omkring 10.000 europæere livet på vejene på grund af spritulykker.




