Pædagoger glemte sovende dreng

En lille dreng blev glemt, da pædagogerne lukkede vuggestueafdelingen i Folkebørnehaven onsdag.

Drengen lå og sov i sin barnevogn i krybberummet. Vuggestueafdelingen blev lukket, krybberummet låst og medarbejderen forlod institutionen. Derfor kom forældrene ganske få minutter senere til en lukket port. En medarbejder fra børnehaveafdelingen blev kaldt til, og hun låste op til krybberummet, hvor barnet vågnede og blev taget op af sine forældre.

Holbæk Kommune kalder det uacceptabelt og dybt beklageligt.

– Vi har den allerstørste forståelse for at forældre der sættes i denne ulykkelige situation bliver frygteligt forskrækkede, kede af det og vrede. Umiddelbart efter episoden i går har ledelsen i Folkebørnehaven derfor været på besøg hos familien, hvor der er tilbudt krisehjælp. Og der har endvidere været personlig og telefonisk kontakt mellem ledelse og familie i dag, hvor tilbuddet er gentaget, forklarer Lisbeth Moltzen der er direktør for området børn, unge og familier i Holbæk Kommune.

Der kan ske menneskelige fejl
Ifølge Lisbeth Moltzen har den kedelige hændelse også afstedkommet, at ledelsen i daginstitutionen med det samme har haft individuelle samtaler med alle medarbejdere, hvor proceduren omkring lukning og afhentning af børn er blevet indskærpet.

– Og proceduren er som den skal være: Personalet krydser således børnene af, når de bliver afleveret og igen når de bliver hentet. Dette så de altid ved hvor mange børn der præcist er i huset. Endvidere gennemgår de krybberummet, ligesom madrasser stilles på højkant af den der lukker vuggestuen, fastslår Lisbeth Moltzen og uddyber:

– Vi må på denne baggrund erkende, at ligegyldigt hvilke procedurer der stilles op, så kan der ske beklagelige menneskelige fejl, som i dette tilfælde.

Forældre og ledelse i dialog
Hændelsen har naturligvis ført til bekymring og utryghed blandt mange forældre.

– På denne baggrund har ledelsen i Folkebørnehaven i dag uddelt et brev til samtlige forældre, hvori hændelsen beklages dybt, og hvori forældrene opfordres til hurtigt at gå i dialog med ledelsen. Dette så følelsen af tryghed omkring det at aflevere sit dyrebareste i Folkebørnehaven kan blive genoprettet hurtigst muligt, slutter Lisbeth Moltzen.

Skriv et svar