Mick Øgendahl kommer til Holbæk

Mick Øgendahl besøger Holbæk d. 24. marts. PR Foto.
Mick Øgendahl besøger Holbæk d. 24. marts. PR Foto.

En af Danmarks sjoveste mænd, Mick Øgendahl, lægger vejen forbi Holbæk den 24. marts med sit nye one-man show.

Mick Øgendahl har tidligere haft stor succes med sine foreløbig tre one-man shows: Micktrix (2003), Tåfræser (2004) og UNDSKYLD! (2006). Til det seneste show blev der solgt hele 35.000 billetter, og de røde lamper lyste udsolgt de fleste steder.

Netop nu er Øgendahl ved at skabe Propaganda.

– Showet ændrer konstant form lige i øjeblikket. En spændende proces, som dog giver mange overvejelser og urolig søvn. Men den altoverskyggende glæde ved at tage ud og prøve showet i små bidder er i den grad intakt. Og den vigtigste faktor er, at det er glæden og begejstringen, der driver processen. Nerverne og præstationsangsten kommer heldigvis først senere i processen… Men de kommer!, siger Mick Øgendahl.

Mick Øgendahl har siden sin stand-up-debut i 1993 markeret sig som en af landets mest originale komikere. Man kan kalde Mick Øgendahl en moderne klovn: Hvor stand-up typisk har vægt på det talte ord, forener Øgendahl sine jokes med en meget fysisk optræden, hvor både hans 1,69 meter høje ranglede krop og hans gummiagtige fjæs er i spil.

Også som skuespiller og manuskriptforfatter har Mick Øgendahl stor succes
Til TV 2 Zulu lavede han sammen med Rune Klan programmerne Tak for i aften og Tak for i aften on Tour, som gav TV-kanalen nogle af de højeste seertal i dens levetid. Sammen med Linda P. har Øgendahl skabt sitcomen, Hvor fanden er Herning?. Sammen med Rasmus Heide skabte han Blå Mænd, som 450.000 danskere gik i biografen for at se.

Info:
Mick Øgendahl – Propaganda, Idioti har mange ansigter
Dato: 24. Marts 2009 kl. 19:00 & kl. 21:30
Sted: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, Holbæk

Billetter kan købes på NVSBilletten.dk

Skriv et svar