Farvel Jørn

Jørn Sørensen ankommer til sin afskeds reception. Foto: Rolf Larsen.
Jørn Sørensen ankommer til sin afskeds reception. Foto: Rolf Larsen.

Venner, kollegaer og politiske modstandere var alle mødt op for at tage afsked med Holbæks mangeårige borgmester, Jørn Sørensen, idag – og den afgående borgmester trykkede dem alle i hånden.

Jørn Sørensen ankom til receptionen i en veteranlastbil fra Andelslandsbyen Nyvang.

I løbet af receptionen, der blev holdt i byrådssalen på Holbæk Rådhus, blev der både holdt taler og sunget fællessang.

Det store buffetbord var dækket med lækker mad og der var rigeligt med drikkevarer til gæsterne. Plads kneb det tilgengæld med – flere gæster måtte stå på udenfor byrådssalen og pænt vente på, at der blev plads til at de kunne komme ind.

Viceborgmester Jens Stenbæk (V) overbragte byrådets hilsen i en tale som både kom omkring kommunens dårlige økonomi, havneprojektet og Jørn Sørensens evne til at få sine ideer igennem.

Jens Stenbæk overrakte derefter byrådets gave til den afgående borgmester.

Også den kommende borgmester, Søren Kjærsgård (V), holdt tale for borgmesteren.

Kommunaldirektør Hans Søie takkede på vegne af direktionen for “kampen” og gav Jørn Sørensen “tørt på”.

Jørn Sørensen har siddet 34 år i Holbæk Byråd, heraf 16 som borgmester. Men den 31. december er det slut.

Skriv et svar