Kan du give førstehjælp til din baby?

Nyt projekt skal give vordende eller nybagte forældre større viden om akutte, livstruende situationer samt give dem ideer til forebyggelse i hjemmet.

Hvad gør du, hvis dit barn har slugt en Legoklods? Du yder førstehjælp! Ved du ikke, hvordan du gør, er der hjælp at hente i nyt samarbejde mellem Beredskabsforbundet og BabySam Holbæk.

Førstehjælp kan redde liv. Og derfor kan forældre nu deltage i et kursus i babyførstehjælp (0-3 år) i deres lokale BabySam-forretning. Undervisningen varetages af Beredskabsforbundets instruktører og varer tre timer.

Første kursus afholdes fredag d. 13. november, kl. 10-13.

Skaber vished for forældrene
– Deltagerne lærer at give bevidstløse babyer hjerte-lunge-redning. Det er det, vi i daglig tale kalder hjertemassage og mund-til-mund. Kurset ruster også deltagerne til at håndtere en situation, hvor deres barn har slugt et fremmedlegeme som fx et stykke legetøj, siger Mads Jakobsen, der er kommunikationschef hos Beredskabsforbundet.

Som førstegangsforældre kan man være nervøs for sit barns ve og vel. På kurset i BabySam får du også viden om akutte sygdomme. Hvilke er livstruende og hvilke er ikke?
– Hvis forældrene ved, hvad der kan være livstruende, har de en god ballast og føler en større sikkerhed i at kunne vurdere symptomerne. De er dermed i stand til at kunne agere, siger Mads Jakobsen og understreger, at man ved enhver tvivl altid skal søge professionel hjælp.

Kurset i BabySam handler også om, hvordan du kan forebygge ulykker i hjemmet. Få gode råd til at indrette hjemmet på den sikreste måde, så barnet ikke kan få fingrene i giftige kemikalier o. lign.

– For BabySam handler det om at støtte et projekt, der skaber tryghed for både barnet og forældrene. At lære førstehjælp vil give deltagerne en langt større viden om, hvad der kan være årsag til barnets reaktioner. Kurset er derfor interessant både for forældre og bedsteforældre. Mødregrupper vil måske også synes, det kan være hyggeligt at følges ad, siger Signe C. Jørgensen, HR-chef i BabySam.

Læs mere på www.babysam.dk/foerstehjaelp

Skriv et svar