29. marts 2024

Det europæiske år for Kreativitet og Innovation bliver markeret, når kampagnebussen besøger Holbæk fredag den 9. oktober.

Bussen vil holde parkeret ved Holbæk Bibliotek fra kl. 9.00 til kl. 19.00.

Alle er velkomne til at give kreativiteten frit løb og for eksempel bygge deres drømmeby i LEGO. Alle bygger på den samme by, og man må gerne tilføje og bygge videre på andres bygninger, men ikke fjerne og pille ned. I løbet af dagen fotograferes byggerierne, så man efterfølgende kan gå tilbage og se på udviklingen.

Man kan også komme med løsninger på tre af kommunens udfordringer for fremtiden:
· Jeg vil gerne tage medansvar for demokrati. Derfor skal Holbæk Kommune …
· Jeg vil gerne tage medansvar for sundhed. Det kan Holbæk Kommune bidrage til ved at …
· Jeg vil gerne tage medansvar for miljø og klima. Det kan Holbæk Kommune skabe mulighed for ved at …

Kreativitetstornado
I løbet af dagen afvikles desuden tre runder af ’kreativitetstornadoen’. Her vil elever fra Stenhus Gymnasium i Holbæk arbejde med de tre kommunale udfordringer. Med andre ord: Holbæk Kommune kaster sine udfordringer ind i en tornado af kreativitet.

Og vinderne er…
Kl. 18.00 kårer borgmester Jørn Sørensen de bedste løsningsforslag til de kommunale udfordringer, ligesom vinderen af kreativitetstornadoen bliver offentliggjort.

Landsdækkende kampagne
Kampagnebussens stop i Holbæk er en del af en landsdækkende kampagne, hvor bussen kommer rundt til ti byer fordelt over hele landet.

Baggrunden for kampagnebussens tur er, at EU-kommissionen har udvalgt 2009 til at være Europæisk År for Kreativitet og Innovation. Hovedbudskabet med året er, at kreativitet og innovation er med til at skabe økonomisk velstand, men også bidrager til den enkeltes og samfundets sociale velfærd.