Nu kan der igen bades ved Snave Færgested på Orø

Sidste uges problemer med for mange sundhedsskadelige bakterier udløste badeforbud på Orø ved Snave Færgested. Men nu er vandet igen blevet rent nok til at bade i, oplyser Teknik og Miljø i Holbæk Kommune.

– Det er dejligt, at vandet er rent igen, men det gør også, at det kan blive svært at finde årsagen til forureningen, siger afdelingsleder Niels Hermansen fra Teknik og Miljø.

Teknik og Miljø vil dog i de næste uger blandt andet undersøge, om der skulle være spildevand i nogle af de dræn, der udmunder i området.

Vandet under lup hver sommer
Hver sommer undersøges vandkvaliteten på 18 badevandsstationer i Holbæk Kommune. Undersøgelsesperioden starter i maj og fortsætter til september.
Vandkvaliteten ved Snave Færgested er undersøgt otte gange ind til nu, og to prøver har vist, at den vejledende værdi for sundhedsskadelige bakterier er overskredet. Men de seneste analyser, der blev udtaget henholdsvis den 18. og 19. august 2009, viser altså, at badevandet igen har fin kvalitet.

Skriv et svar