SKAT kontrollerede spisesteder i Holbæk

skat_logo_300px
SKAT lagde torsdag vejen forbi Holbæk for at foretage en kontrol af byens spisesteder og det lykkedes SKATs medarbejdere at finde både sort arbejdskraft og sociale bedragere.

Med omkring 20.000 deltagere i Landsstævne 2009 og 7-10.000 gæster, har Holbæks spisesteder travlt i disse dage –

– Vi var to hold medarbejdere i aktion, og torsdag d. 2. juli besøgte vi til sammen 25 forretningssteder. Om formiddagen så alt fint ud, men da vi efterfølgende sammenholdt vores resultater fra eftermiddagens besøg, tegnede der sig et andet billede, fortæller afdelingsleder Merete Wadt.

Det ene hold besøgte 19 steder, hvor medarbejderne fra SKAT mødte flere personer uden ansættelseskontrakter, og mange hævdede, at de slet ikke arbejdede, selvom de stod og vaskede op eller lavede mad. To stak af fra stedet, men den ene blev dog indfanget. SKAT gav syv spisesteder ordre om at føre logbog over deres medarbejdere.

Det andet hold nåede at besøge seks spisesteder, hvoraf en enkelt restaurant havde sine ting i orden. To steder var der illegale ansatte, fire restauranter bliver pålagt at føre logbog, og tre vil høre fra SKAT om reglerne for kasseapparater.

– Flere af dem vi møder er på overførselsindkomst, samtidig med at de arbejder. Det er socialt bedrageri, uanset om de får løn eller gør det som en “vennetjeneste”, og det bliver altid meldt til de sociale myndigheder, fortæller Merete Wadt, der fortsætter:

– Om de gemmer sig i privaten, forsøger at stikke af fra os eller har besvær med at huske hvem de er, får os ikke til at opgive. Vi vil følge op på besøgene i Holbæk; også efter Landsstævnet er afsluttet.

Skriv et svar